Odenses borgmester blandede sig direkte i kontroversiel annonce

Borgmester Peter Rahbæk Juel (S) havde klare holdning til udfærdigelsen af skattebetalt annonce, viser aktindsigt. Borgmesteren nægter at udtale sig i sagen, men Konservative har bedt Ankestyrelsen se på sagen, ligesom de i dag har spurgt borgmesterforvaltningen til aktindsigten.

Skattebetalt promovering af borgmesteren.

Sådan lyder dommen fra borgerlige partier i Odense over en annonce, hvor borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fyldte store dele i både tekst og billeder. Men sagen viser sig at være mere speget end som så.

En aktindsigt, som TV 2 Fyn har fået, viser nemlig, at borgmesteren havde klare holdninger til, hvordan annoncen skulle være, inden den blev trykt i et tillæg til Fyens Stiftstidende 17. april.

Annoncen, som blandt andet blev bragt i Fyens Stiftidende, nævner ikke byrådet en enkelt gang, men Peter Rahbæk Juel seks gange. (Arkiv)
Annoncen, som blandt andet blev bragt i Fyens Stiftidende, nævner ikke byrådet en enkelt gang, men Peter Rahbæk Juel seks gange. (Arkiv)

Indtil videre har det ellers lydt, at det var borgmesterens embedsfolk alene, som bar ansvaret for annoncen. En juridisk redegørelse, som konkluderer, at dele af annoncen ikke i tilstrækkelig grad markerer, at det Odense Kommune og ikke borgmesteren, som er afsender, skriver juristerne i kommunen ellers, at borgmesteren ikke kan bebrejdes annoncen, da han alene er blevet forelagt annonceteksten. 

Nu viser en aktindsigt i samarbejdet mellem Borgmesterforvaltningen og det bureau, som har lavet annoncen, at Peter Rahbæk Juel udtrykte klare holdninger til tekstindholdet og foreslog deciderede rettelser, inden borgmesteren blev interviewet til annoncen.

Konservative har bedt Ankestyrelsen vurdere, om den konkrete annonce er tilladt, ligesom de også mandag har stillet byrådsspørgsmål om det, aktindsigten afslørede:

- Hvorfor er der i den juridiske vurdering angivet at 'Borgmesteren har alene været forelagt tekst'?, lyder spørgsmålet som Konservatives Tommy Hummelmose har sendt i et byrådsspørgsmål til borgmesterforvaltningen.

Nævnt seks gange

I den juridiske rapport lavet af jurister i Odense Kommune, vurderer man, at annoncen har overskredet rammerne for, hvordan kommunen skal kommunikere med offentligheden.  

Ifølge rapporten, er det det samlede udtryk i annoncen med to store billeder af borgmesteren, samt en tekst, der indeholder hans navn seks gange, som giver anledning til vurderingen.

Til sammenligning er Odense Kommune kun nævnt to gange i brødteksten, og byrådet nul gange.

I den juridiske rapport kan man også læse, at Venstres Claus Houden sætter spørgsmålstegn ved, hvor meget borgmesteren havde fingre i tilblivelsen af annoncen, som skulle formidle klimamål vedtaget af byråd.

- Du skriver, at borgmesteren ikke har været inddraget i annoncen, men der er alligevel taget billeder og lavet interview. Hvilken kommunikation har der været med borgmesteren om annoncen?, lyder Houdens spørgsmål, som han stiller til stadsdirektøren, der tidligere har udtalt sig i sagen.

Har sat rammen

Nu viser aktindsigten, at borgmesteren er kommet med klare forslag til, hvordan det endelige udtryk i annoncen skulle være. I en mail til den person i Borgmesterforvaltningen, som har arbejdet med annoncen, skriver borgmesterens presserådgiver blandt andet:

"… Peter ønsker i hvert fald, at fortællingen om CO2-målet også er en fortælling om årsagerne bag alle de grønne tiltag," lyder det blandt andet fra Peter Rahbæk Juels presserådgiver i en mail til folkene, der sad med annoncen.

quote Aktindsigten viser jo, at Peter Rahbæk Juel har været med til at sætte hele rammen for, hvordan annoncen skulle være.

Tommy Hummelmose, byrådsmedlem for Konservative

"...Men det er omtanken for hinanden og for vores børn, der styrer retningen – og den del, altså årsagerne bag, ønsker Peter også inddraget i fortællingen fremfor en fortælling, der er mere fokuseret på fakta," står der endvidere i mailen. 

Her kan man se den fulde tekst, der er sendt fra borgmesteren via hans presserådgiver til den person ved borgmesterforvaltningen, som sad med udarbejdelsen af annoncen. Det er her sendt videre til bureauet, der lavede annoncen 16. marts 2021..
Her kan man se den fulde tekst, der er sendt fra borgmesteren via hans presserådgiver til den person ved borgmesterforvaltningen, som sad med udarbejdelsen af annoncen. Det er her sendt videre til bureauet, der lavede annoncen 16. marts 2021..

TV 2 Fyn har flere gange forsøgt at få borgmester Peter Rahbæk Juel til at forholde sig til sagen og for at få ham til at forklare, hvor meget han har været involveret i tilblivelsen af annoncen. Borgmesteren ønsker ikke at udtale sig om sagen, men henviser via sin presserådgiver til stadsdirektør Stefan Birkebjerg Andersen.

- Naturligvis har borgmesteren været bekendt med indholdet. Sådan må det naturligvis være, når man deltager i et interview, siger Stefan Birkebjerg Andersen.

- Det, borgmesteren ikke har, er at kende annoncerne i deres helhed, ligesom han ikke har set billeder og billedtekst.

De konservatives Tommy Hummelmose efterlyser en undskyldning fra borgmesteren. Hummelmose mener, at borgmesteren eller Socialdemokratiet bør betale udgiften til annoncen på knap 25.000 kroner.

Han er overrasket over, at en aktindsigt afslører, at borgmesteren har blandet sig direkte i annoncens udformning. 

- I den juridiske vurdering lyder det, at borgmesteren alene var forelagt teksten, men det viser det sig nu ikke at passe, siger Hummelmose.

- Aktindsigten viser jo, at Peter Rahbæk Juel har været med til at sætte hele rammen for, hvordan annoncen skulle være.

Oversigt

    Oversigt