I det fynske folks tjeneste

Odeon til Kina-trup: - Alt optaget hele 2020

Der er ikke flere ledige datoer til event i 2020, skriver hotelchef Christian Belling i en e-mail til Shen Yuns danske mellemmand, Benny Brix.

Den systemkritiske dansetrup Shen Yun har forsøgt at få en alternativ dato til sit store show, efter at Odeon pludselig annullerede et kontraktudkast til en stor optræden næste år. Foto: Alexander Aagaard

Den systemkritiske dansetrup Shen Yun har forsøgt at få en alternativ dato til sit store show, efter at Odeon pludselig annullerede et kontraktudkast til en stor optræden næste år.

Læs også Mystisk aflysning i Odeon havner i Odense Byråd

Men nu viser det sig, at alt tilsyneladende er optaget til event helt frem til 1. januar 2021. Det fremgår af en e-mail, som hotelchef Christian Belling har sendt til Shen Yuns danske talsmand, Benny Brix.

E-mailen blev afsendt efter en telefonsamtale, hvor Benny Brix havde spurgt hotelchef Christian Belling, om ikke der kunne findes en ny dato til den kinesiske dansetrup.

Svaret kom den 28. oktober. 

"Du forespurgte på andre datoer i 2020. Jeg fortalte dig, at lige nu er der ikke flere ledige datoer til event. Derudover vil jeg gerne kigge på datoer i 2021, men der vil jeg gerne afvente til vores organisation er ordentlig på plads med hensyn til fordelingen af events og konferencer", skriver hotelchefen i mailen.

Benny Brix er ikke overrasket over, at det lige pludselig er blevet svært for Odeon at finde en ny dato.

- Jeg er gammel i gårde og har oplevet mange finter og usandheder andre steder, hvor man har forsøgt at undgå os. Det ville være meget overraskende, hvis man åbent sagde, at man ønsker at diskriminere en kulturscene, siger Benny Brix.

Mistanke om censur

Odeon er kommet under mistanke for at have opfundet en søforklaring, som skal dække over, at showet pludselig blev aflyst den 2. og 3. april næste år. 

Aflysningen skete med den begrundelse, at der var sket en dobbeltbooking, og at lokalerne allerede var udlovet til en stor lokal aktør. 

Problemet for Odeon er imidlertid, at den lokale aktør over for TV 2/Fyn totalt afviser, at man har indgået en kontrakt med Odeon de pågældende dage.

Den mystiske aflysning har ført til mistanke om, at Odeon ligger under for selvsencur efter pres fra det kinesiske regime. 

Enhedslisten vil rejse sagen i Odense Byråd den 11. december med henblik på at få opklaret, hvad der ligger til grund for aflysningen. Forslaget om en undersøgelse bakkes på forhånd op af Dansk Folkeparti.

 - Sagen er egentlig meget enkelt. Hvis Odeons ledelse kan dokumentere, at de har haft en anden underskrevet aftale med en anden aktør, som den påstår, så er den sag ude af verden, sagde partiets byrådsmedlem Reza Javid tirsdag.

Benny Brix håber, at byrådet vil være med til at opklare sagen.

- Hvis der er et ønske om, at Odeon skal hvile på et ordentligt værdigrundlag og ikke ligge under for selvcensur eller udøve diskriminering, tror jeg, at sandheden kommer frem på et tidspunkt, siger Benny Brix.

TV 2/Fyn har de seneste dage forsøgt at få ledelsen i Odeon til at stille op til interview om sagen, men hotelchef Chrstian Belling og administrende direktør Jens Pedersen har ikke reageret på vores henvendelser.