Øget testkapacitet: SDU hjælper OUH i kampen mod corona

Syddansk Universitet går sammen med Odense Universitetshospital om coronatests. Det kan ifølge universitetslektor potentielt gøre ventetiden kortere.

Fynboerne kan potentielt se frem til kortere ventetid på at blive coronatestet.

Forskere fra Institut for Molekylær Medicin på Syddansk Universitet (SDU) er nemlig gået sammen med Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital (OUH) om at teste for covid-19, så testkapaciteten kan øges.

Det kan ifølge universitetslektor på SDU Jesper Bonnet Møller komme corona-bekæmpelsen til gode.

- Det har jo alt sammen noget at gøre med at spore smittespredning. At vi får opsporet dem, der potentielt har infektion. Det er jo mange gange sådan, at man enten er symptomfri eller kun har meget milde sypmtomer, siger Jesper Bonnet Møller til TV 2/Fyn.

SDU hjælper nu OUH med 200 tests dagligt. I løbet af næste uge forventer Jesper Bonnet Møller, at kapaciteten kommer op på omkring 400 tests, hvis det er nødvendigt.

Gammel metode

Fordelen ved at få SDU involveret i coronatests ses ikke kun i øget testkapacitet. De maskiner, der normalt bruges til test af corona, har OUH ikke kunnet skaffe nok reagenser og testkits til. Derfor har testkapaciteten været begrænset. 

På SDU bruger de en gammel, kendt teknik, der ikke er afhængig af de materialer, der er i restordre.

- Den er helt lav-teknisk og kan udføres i et hvilket som helst laboratorie verden over, fordi den er baseret på ganske almindelige kemikalier, som ikke er i restordre, forklarer Jesper Bonnet Møller.

Den normale coronatest fungerer automatisk og kan give svar efter et par timer. Her er SDUs metode mere arbejdstung og kræver en del håndtering. 

- Vi har lige søgt penge, så vi kan prøve at se, om man kan flytte processen til en mere automatiseret metode, hvor en simpel robot kan overtage manuelle trin, siger Jesper Bonnet Møller.

Det skal ifølge universitetslektoren kunne øge kapaciteten og sikre en høj grad af ensartethed.

Første trin

Det er ikke hele testforløbet, SDU skal hjælpe med. De skal hjælpe OUH med at oprense arvemateriale fra prøverne. Det er nemlig her, flaskehalsene opstår, og resurserne er i restordre.

På OUH er de glade for hjælpen fra SDU, fordi der er mangel på testudstyr som for eksempel reagenser. Det fortæller ledende molekylærbiolog på OUH Marianne Skov.

- Det har vist sig at være svært at få nogle af de her ting, og det er man jo afhængig af, hvis man skal køre på et bestemt system. Det, SDU hjælper os med, er at lave trin ét med nogle helt simple reagenser, siger hun.

Når SDU er færdig med trin et, sendes reagensen videre til OUH, der laver trin to. Herefter finder OUH ud af, om testen er positiv eller negativ. 

Selvom testkapaciteten endnu ikke er stor på SDU, betyder bidraget meget for OUH.

- Alt hvad vi kan spare på plast og reagenser, det kan vi gemme og bruge senere. Så på den måde har alt ret, siger Marianne Skov.

Ifølge den ledende molekylærbiolog udfører OUH mellem 300 og 1300 prøver om dagen.

Tilfredstillende samarbejde

Samarbejdet startede ved, at OUH spurgte, hvad SDU-instituttet havde af udstyr og personale, hvis testkapaciteten skulle opgraderes.

Herefter gik det hurtigt. Tirsdag i sidste uge afprøvede man testen, torsdag startede man testen op, og i dag onsdag kører man 200 tests om dagen. Så længe SDUs bidrag gavner, vil Jesper Bonnet Møller fortsætte med at hjælpe.

- Det giver en utrolig tilfredsstillelse, at det faktisk kan bruges til noget, det man laver.

Oversigt

    Oversigt