For et par måneder siden var fynske Claes Bang med til Oscar-uddelingen med filmen The Square. Nu kan han få chancen igen.
Kortfilmen "Hotel Boy" med Claes Bang er nemlig med blandt de 111 udvalgte film på OFF18.
Filmen er med i Den Danske Konkurrence, der består af kortfilm lavet af danske instruktører. Og her er hovedpræmien blandt andet en Oscar-kvalificering.
Det betyder ikke nødvendigvis, at filmen er sikker på en plads på den røde løber ved Oscar-festen, selvom den vinder i Odense. Men den giver plads i kampen om at komme videre, da filmen så rammer Oscarakademiets Nomineringsudvalg.
En anden film, der også dyster i Den Danske Konkurrence, er "A worthy man" eller "En værdig mand" af Kristian Håskjold. Filmen har Troels Lyby på rollelisten. Troels Lyby er uddannet skuespiller fra Odense Teater.
27 dages filmkiggeri
Flere end 2.600 kortfilm har filmfestivalens præjury tygget sig igennem det seneste stykke tid. Det tog i alt 649,75 timer eller godt 27 døgn.
111 kortfilm fra 35 forskellige lande slap igennem nåleøjet, og de dyster nu i fire forskellige kategorier, som kan give en Oscar-kvalificering.
- Vi har set et tårnhøjt niveau blandt de tilmeldte film, hvilket har gjort udvælgelsen af de 111 film meget, meget svær, siger Birgitte Weinberger og tilføjer, at det ikke kun er de bedste film, som juryen har ledt efter. Filmene indeholder også mangfoldighed og forskelligartethed:
- Vi vil bringe hele verden til OFF, ud i verden og ind i verdener. Vi vil gerne præsentere et udsnit af virkeligheden, som den også kan se ud – og det synes jeg, at vi gør med årets program, som spænder vidt i både nationaliteter, tematikker og fortælleformer.