OL-helt vender hjem: Viktor Axelsen hyldes på rådhuset

På mandag bliver den odenseanske badmintonstjerne og OL-vinder hyldet i Odense, hvor kimen blev lagt til den store karriere.

Opdatering
Clock06. aug 2021, kl. 10:13
Odense Kommune har opdateret deres invitation for at klargøre, at det kræver et gyldigt coronapas at deltage i arrangementet. Det fremgår nu af artiklen.


Det var i badmintonklubben OBK i Odense, at Viktor Axelsen som helt ung slog bolde op til sig selv og sagde "det her er OL-finalen", inden han slog til den. Det fortalte en tårevædet Axelsen i det første interview, efter han mandag vandt guld til OL i Tokyo. 

Præcis en uge efter vender Axelsen tilbage til byen, hvor han er født, og hvor badmintonkarrieren begyndte. 

Det gør han for at blive hyldet på rådhuset, hvor Odense Kommune har inviteret til fejring af badmintonikonet. 

Det skriver kommunen i en pressemeddelelse. 

Arrangementet begynder klokken 11. Der kræver ingen tilmelding, men grundet coronarestriktioner, kan der kun være 200 mennesker til stede i rådhushallen, hvor arrangementet foregår. 

Man kan dog også følge med fra Flakhaven, hvor der bliver sat storskærm op. Her betyder coronarestriktioner dog også, at der er et begrænset antal pladser. Mere nøjagtigt er der plads til 600 mennesker, skriver kommunen. 

Det er et krav for deltagerne at kunne fremvise et gyldigt coronapas. 

Der er ikke mulighed for at få autografer fra Axelsen af hensyn til coronasituationen. 

Program for fejringen 9. august