Ølkrig: Meldt til politiet for at vildlede kunder

Fødevarestyrelsen har anmeldt fynsk ølgrossist til politiet for at vildlede kunder.

Virksomheden Beer Trade i Odense, der også omfatter Coisbo Aps og Eventyrligt Øl, er blevet anmeldt til politiet for at vildlede kunder.

Ved et kontrolbesøg fredag den 16. november kunne Fødevarestyrelsen konstatere, at to fustager øl var solgt med forkert etiket og varenummer.

- Virksomheden oplyste, at de ikke kan afvise, at den forkerte mærkning af fustager med teksten "Midtfyns Bryghus, BelgiskAle - 6 %, 25 liter, Best before. 11.12.18" kan være foretaget i virksomheden, står der blandt andet i kontrolrapporten.

René Dyrvig, der er direktør for Beer Trade ApS, er overrasket over, at Fødevarestyrelsens kontrolbesøg har ført til en politianmeldelse.

- Det havde jeg ikke ventet. Vi har lagt den dokumentation, vi har frem over for Fødevarestyrelsen og redegjort fuldt ud for alle deres punkter. Det er tilsyneladende, at der ikke kan udpeges en producent af etiketten på den pågældende fustage øl, der ligger til grund. Det er stadig uklart, men som vi nævner i rapporten, kan vi ikke afvise at mærkningen kommer herfra, skriver René Dyrvig i en mail til TV 2/Fyn.

- Fødevarestyrelsen har dog heller ikke fundet sådan en mærkning efter gennemgang af vores systemer. De øvrige forhold, som Fødevarestyrelsen nævner i kontrolrapporten har vi dokumentet og deriblandt, at der er tale om Midtfyns øl, som er solgt som Midtfyns øl, skriver René Dyrvig.

 

 

Bryghus føler sig misbrugt

Midtfyns Bryghus har tidligere beskyldt ølgrossisten Beer Trade / Eventyrligt Øl for at misbruge det fynske bryghus' navn ved at sætte dets navn på andre øl. Påstanden blev bakket op af en tidligere ansat ved et firma, der blev overtaget af Eventyrligt Øl.

Over for TV 2/Fyn bekræftede den tidligere ansatte ved grossisten Beer Trade Johnny Vegeberg Andersen i begyndelsen af november, at man i 2016 og 2017 har ændret etiketter på fustager til fynske beværtninger.

Han har efter eget udsagn selv været med til at ændre etiketten på flere fynske øl.

Direktør afviste anklagen

René Dyrvig afviste i et interview på TV 2/Fyn den 3. november, at hans virksomhed har ændret etiketter på øl.

- Vi har en masse gode øl fra Fyn. Derfor beholder vi også deres brands, understregede han dengang. 

René Dyrvig pointerede dengang, at den praksis, som Johnny Vegeberg Andersen beskrev, ikke finder sted. 

- Det er ikke den praksis, vi fører. Det har vi også fået bekræftet af Fødevarestyrelsen, lød det fra René Dyrvig. 

 

 

Direktør beklager sagen

René Dyrvig siger til TV 2/FYN, at den aktuelle sag, som har medført, at Fødevarestyrelsen har politianmeldt virksomheden, er en enkeltstående sag.

- Vi vil nu gennemgå vores procedurer, for at sikre, at det ikke kan ske igen, siger René Dyrvig.

René Dyrvig er nu gået i dialog med Fødevarestyrelsen for at få uddybet, hvilken vildledning der er tale om.

- Vi afventer stadig den endelige skrivelse, men vi er blevet informeret om, at der er tale om mangelfuld information på en mærkning, siger René Dyrvig.

- Vi beklager sagen. Vi vil nu samarbejde med Fødevarestyrelsen og Fyns Politi for at få klarhed over forløbet, siger René Dyrvig.

Oversigt

    Oversigt