Onlinehjælp: SDU yder nødhjælp til italienske studerende

Underviserne har sendt tilbud til Italien, efter de med rædsel har kigget på landets situationen under coronakrisen.

På Syddansk Universitet har man siden nedlukningen af landet været nødt til at omstille hundredvis af kurser til at blive digitale. Men det er ikke kun de danske studerende, der nyder godt af kurserne under coronakrisen.

En gruppe undervisere fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet i Odense har nemlig sagt ja til at gøre en stor del af deres engelsksprogede kurser tilgængelige for italienske partneruniversiteter, fortæller initiativtager og dekan Jens Ringmose til TV 2/Fyn.

- Vi havde nogle italienske kollegaer, der var meget pressede, mens vi sad heroppe trygt og godt. Vi kunne kun kigge med rædsel på, hvad der skete i Italien. Men det her var en måde, vi kunne gøre noget på, siger han.

Stor opbakning

Ifølge dekanen har omlægning til online undervisning fungeret godt på fakultetet, mens det har haltet på flere italienske universiteter.

- Den store risiko ved det er selvfølgelig, at de studerende ikke bliver klædt godt nok på til deres eksamener. Og i værste tilfælde består de ikke og kan ikke færdiggøre deres uddannelse, siger Jens Ringmose.

Omkring 50 undervisere på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet sagde derfor god for, at deres materiale må komme italienerne til gode. Det drejer sig blandt andet om kurserne Political Theory, Welfare Economics and Tax Policy og Marketing, fortæller dekanen.

quote Jeg har fået mails fra flere dekankollegaer, der har takket meget varmt for det

Jens Ringmose, dekan, Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, SDU

- Jeg var overrasket over, hvor stor opbakning der var i faktuelt, siger han.

Tilbuddet går ud på, at både studerende og undervisere fra fakultetets 10-12 partneruniversiteter i Italien får adgang til materialet.

Derudover får universiteterne adgang til en supportside med vejledninger i at undervise og afholde eksaminer digitalt. 

Flere har benyttet tilbuddet

Indtil videre har universiteter i Trento og Milano benyttet sig af tilbuddet. Men der har været positive tilbagemeldinger over hele linjen.

- Jeg har fået mails fra flere dekankollegaer, der har takket meget varmt for det, siger Jens Ringmose.

I første omgang fortsætter tilbuddet til og med sommerferien. Og hvis der er et behov i efteråret, vil fakultetet overveje at føre det videre, lyder det.

 

Oversigt

    Oversigt