Op til 100 nye ladestandere: - Odense skal være en by for elbilister

By- og Kulturudvalget i Odense baner vejen for, at op til 100 nye ladestandere snart kan sættes op i den centrale del af byen.

Bare 18 ladestandere på offentlig vej er, hvad Odenses elbilister i dag må deles om.

Det er langt fra nok, mener kommunens By- og Kulturudvalg, der har besluttet at give mulighed for at placere op mod 100 nye ladestandere i det centrale Odense.

Planen er, at de nye ladestandere skal sættes op frem mod udgangen af 2021, og allerede nu har ladeoperatøren Clever søgt om tilladelse til at oprette ni såkaldte ladeøer, hvor 27 mørkegrønne ladestandere skal kunne levere strøm til 54 parkeringspladser. 

På to år er antallet af elbiler i Odense Kommune mere end fordoblet til 330, og da mange i byen ikke har mulighed for at have en ladestander på egen adresse, er det nødvendigt at sikre offentligt tilgængelige ladestandere, mener rådmand Christoffer Lilleholt (V). 

- Jeg tror ikke, at der ville være mange, der købte diesel- eller benzinbiler, hvis man ikke havde en tankstation i området. Og derfor er det jo meget, meget fornuftigt, at vi får sat nogle steder op, hvor man kan lade sin bil, så man også kan se for sig at købe en elbil, siger Christoffer Lilleholt.

Miljøvenlig storby 

Clever planlægger i første omgang at opstille 27 nye ladestandere, og virksomheden forventer at søge om tilladelse til opstilling af flere ladestandere inden udgangen af 2021.

Hos Clever ser man frem til at komme i gang med opstillingen i Odense.

- Odense er ikke bare en smuk og historisk by. Byen ligger også centralt i hjertet af Danmark, hvor de nye ladepunkter til elbilerne vil gøre det nemmere for odenseanerne og byens gæster at lade bilen. Og Clevers investeringer i Odense og omegn stopper ikke her, for hele området er med til at binde Danmark sammen, fortæller Clevers direktør Casper Kirketerp-Møller.

Håber på konkurrence

Selvom Christoffer Lilleholt er glad for de ladestandere, der er på vej, ser han gerne, at endnu flere virksomheder byder sig til med ladestationer. 

- Vi håber jo på, at det ikke kun bliver det her firma, men i stedet mange forskellige firmaer, så der både bliver konkurrence om det, og så der bliver konkurrence om prisen ellen, så man ikke kommer til at betale for meget for at få ladet sin elbil op. 

I alt vil Clever opstille 10.000 ladestandere i Danmark inden udgangen af 2025. 600 af dem kommer til at  ligge på Fyn.

Kortet viser, hvor Clevers nye ladepunkter kommer til at stå.
Kortet viser, hvor Clevers nye ladepunkter kommer til at stå.
Foto: Clever

Oversigt

    Oversigt