Opkøb: Konkurrent køber sig ind i Nordfyns Bank

Der er tale om venligtsindet opkøb, understreger Sparekassen Sjælland-Fyn.

Sparekassen Sjælland Fyn A/S har købt 15 procent af Nordfyns Bank.

Det oplyser Sparekassen Sjælland-Fyn i en pressemeddelelse

Erhvervelsen af aktieposten sker, fordi sparekassen ser det som en god finansiel og strategisk investering i en veldreven lokalbank.

Nordfyns Bank A/S er på samme IT-platform som Sparekassen Sjælland-Fyn, og der vil derfor være betydelige synergieffekter forbundet med et yderligere samarbejde, hedder det.

Sparekassen Sjælland-Fyn A/S oplyser, at man er en venligtsindet aktionær, der med købet ønsker at bakke bestyrelse, direktion og medarbejdere i Nordfyns Bank A/S op i bestræbelserne på at styrke Nordfyns Banks position på Fyn.

Forventer ikke mere samarbejde

Formanden for Nordfyns Bank, Per Maegaard, udtaler til fagmediet FinansWatch, at opkøbet ikke rokker ved bankens selvstændighed.

Efter nyheden om opkøbet steg aktierne i Nordfyns Bank med 15 procent. 

Per Maegaard siger til Finanswatch, at han ikke forventer mere samarbejde mellem de to banker.

Nordfyns Bank har stemmeretsbegrænsning, der betyder, at aktionærerne maskimalt har 20 stemmer.

- Så lige meget hvor mange aktier du eller jeg ejer, så har vi maksimalt 20 stemmer, siger Per Maegaard til Finanswatch.

Oversigt

    Oversigt