OUH søger pensionister til hjælp med vacciner

Det kræver meget personale at skulle vaccinere befolkningen mod coronavirus. Derfor søger Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus pensionister til at hjælpe med opgaven.

De første danskere ventes at kunne blive vaccineret i starten af det nye år, og i den forbindelse er sundhedsmyndighederne ved at skaffe personale til at stå for vaccinationerne.

Blandt andet på Fyn, hvor Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus opfordrer pensionister, der har en sundhedsfaglig baggrund, til at søge stillingerne til vaccination.

Når de første coronavacciner bliver godkendt, vil de første blive tilbudt ældre over 65 år, kronisk syge og ansatte i sundheds- og plejesektoren, som har patientkontakt.

Den gruppe omfatter omkring 1,5 millioner ud af de 5,8 millioner indbyggere, der bor i Danmark.

Vacciner i hvide telte

I første omgang er det tiltænkt, at man bliver vaccineret i de hvide telte, hvor der er i dag bliver udført coronatest.

Senere i forløbet, når der kommer flere vacciner, er det ifølge Sundhedsstyrelsens plan, at de praktiserende læger også skal inddrages i arbejdet med at vaccinere befolkningen.

Der er endnu ikke godkendt nogen vacciner i EU, men det ventes at ske inden for få uger.

29. december skal en vaccine fra medinalselskaberne Pfizer og Biontech evalueres hos Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA).

Den kan herefter blive godkendt 31. december, og de første danskere kan efter planen blive vaccineret i januar.

Oversigt

    Oversigt