Overlæge: Sådan tackler du dit barns selvmordstanker

Antallet af børn og unge, der fortæller, de har selvmordstanker, er steget de seneste år. Men du kan som pårørende hjælpe dit barn fra tankerne.

Der kan være mange grunde til selvmordstanker. De kan opstå af psykiske lidelser, man kan være påvirket af familiære forandringer eller være presset af mobberi i skolen. 

En ting er sikkert. Årsagerne kan ikke generaliseres, men man kan som mor, far eller pårørende gøre meget for at se dem. 

- Man ser jo ikke de her problemer uden på kroppen. Men man skal holde øje med, hvad ens børn er optaget af. Sker der pludselig en ændring i deres liv? Er der en ændring i deres adfærd?, siger Gitte Falcher Madsen, overlæge ved Center for selvmordsforebyggelse på OUH. 

quote Når først spørgsmålet er stillet, ligger der en invitation til, at man kan tale sammen om problemerne. 

Gitte Falcher Madsen, overlæge, Center for selvmordsforebyggelse, OUH. 

Det kan for eksempel være, at børnene begynder at trække sig fra fællesskabet. Det kan også være, at deres humør begynder at svinge væsentligt mere, end det ellers har gjort. Og måske får de interesser, som er af mere grænsesøgende karakter. 

- Man skal vide, at tankerne kan komme hos alle. De kan optræde hos alle børn og unge. Og børn og unge forsøger meget at beskytte deres forældre mod at blive kede af det. Derfor siger de ikke noget.

Stor stigning i selvmordstanker blandt unge

Antallet af børn og unge, der fortæller, de har selvmordstanker, er steget de seneste år. I 2017 havde Børns Vilkår 2.852 rådgivningssamtaler om selvmordstanker og selvmordsforsøg. I 2013 var det til sammenligning 1.628 børn og unge op til 23 år. Ifølge Børns Vilkår var cirka 600 af samtalerne fra Region Syddanmark.

- For det første er spørgsmålet, hvad stigningen skyldes? Måske er børn og unge blevet bedre til at tage kontakten til Børnetelefonen og tale om, hvordan de har det. Jeg vil dog også sige, at mange børn bliver presset i den præstationskultur, vi lever i, siger overlæge Gitte Falcher Madsen.

Den tendens genkender Else Kirk, der er leder hos Center for Mental Sundhed i Odense.

- Selvmordstanker er det mest alvorlige, et menneske kan bære på, fortæller hun. 

Har du brug for hjælp?

- Når vi mennesker kommer derud, er vi ude i en afmagt og et mørke, hvilket også medfører, at det ikke er nemt at tale om, siger Else Kirk, der også påpeger, at der er et stort tabu forbundet med at snakke om svære følelser som selvmordstanker. 

Snak med børnene

Det kan være svært som forældre eller pårørende at snakke med sit barn om selvmordstanker. Både fordi det er forbundet med mange følelser at se sit barn ked af det, men også fordi det er tabuiseret. Men som forældre skal man alligevel turde tage snakken. 

- Man får ikke flere selvmordstanker af at blive spurgt til dem. Tværtimod. For stort set alle er det en stor lettelse at blive spurgt ind til, fordi der ligger en validering af, at man godt kan høre som pårørende, at de har det skidt, siger overlæge Gitte Falcher Madsen.

- Når først spørgsmålet er stillet, ligger der en invitation til, at man kan tale sammen om problemerne, siger overlægen. 

 

Oversigt

    Oversigt