Overlegen sejr: OB sender Horsens ud af Superligaen med øretæve

OB var aldrig i problemer, da de overlegent slog AC Horsens med 4-0 i sidste spillerunde af 3F Superligaen.

OB fik fortjent de tre point i sæsonens sidste superligakamp, da odenseanerne slog AC Horsens med 4-0 hjemme på Nature Energy Park.

Selv om kampens betydning ikke var eksisterende, virkede det til, at hjemmeholdet ville slutte godt af foran hjemmepublikummet.

Michael Hemmingsens tropper dominerede fra kampens start til slut, hvor Horsens aldrig for alvor prøvede tilbagevendte Oliver Christensen af i OB-målet.

Føring i første halvleg

OBs angribere Bashkim Kadrii og Issam Jebali var yderst kyniske foran mål, da de på tre minutter i første halvleg sørgerede for en 2-0-føring. Kadrii blev dobbelt målscorer med godt en halv time time igen, hvorefter et selvmål cementerede sejren.

Med kampens resultat betyder det, at OB ender som nummer tre i nedrykningsspillet med 43 point, mens Horsens ender sidst som nedrykker med 24 point.

Kampens start var en rodet affære, hvor begge mandskaber så hinanden an, hvilket førte til fejlafleveringer og mange dueller på midten af banen.

1-0-målet kom efter 35 minutter, da Aron Elis Thrándarsons indlæg blev rettet videre af en Horsens-forsvarer, hvorefter Bashkim Kadrii dukkede op og med låret sende sit femte superligamål i kassen.

Passivt forsvar

Blot tre minutter efter kunne Issam Jebali score sit tiende mål, da Horsens-forsvaret var alt for passivt, hvilket Jebali udnyttede fra kanten af feltet og koldt sparkede bolden i mål.

Anden halvleg startede som første, hvor der stod OB på det hele, og fynboerne lukkede kampen med godt en halv time igen.

Et indlæg fra Aron Thrándarson endte bagest i feltet hos Oliver Lund, der lagde den fladt ind til en fremadstormende Kadrii, der sikkert sparkede bolden i mål.

OB fortsatte ydmygelsen med et kvarter igen, da en friløber til Kadrii endte med et selvmål af Søren Reese.

Det skriver ritzau.