Overskudsjord kan bruges til at dæmpe støj ved motorvejen

Beboere i Sanderum ved Odense øjner nu en mulighed for at bruge overskudsjord til at etablere en støjvold ved motorvejen.

Beboerne i Sanderum ved Odense har i årevis kæmpet for støjdæmpning, så de ikke bliver generet af støjen fra motorvejen syd for Odense.

Nu kan løsningen ligge lige udenfor vinduet. På en nærliggende mark skal der nemlig etableres et regnvandsbassin og tusindvis af kubikmeter jord skal køres væk. 

Og derfor øjner Elin Andersen og Støjgruppen nu en mulighed for at bruge jorden til at lave en støjvold ved motorvejen i stedet for at køre jorden væk. 

- Det er tydeligt, at der er fuldstændig åbent derude og det er derude, vi gerne vil forsøge at flytte jorden ud. Det ville dælme være ærgerligt at se, at de kører 71.000 m3 jord væk, som vi slet ikke kan få glæde af, siger Elin Andersen.

Penge på vej til støj

Med finansloven blev der afsat 25 millioner kroner til støjdæmpning på motorvejen syd for odense og arbejdet med at lægge støjdæmpende asfalt begynder i 2018.

Støjgruppen er nået et stykke, men nu håber Elin Andersen og den støjgruppe, hun er en med i, at de kan komme et skridt videre ved at bruge løsningen lige udenfor deres vinduer.

- Vi kan ikke blive ved at leve i det her. Det tager livskvaliteten, at man ikke kan slappe af i sit eget hus, sin egen have, siger Elin Andersen. 

 

Et kæmpe skridt, hvis det lykkes

Hvis det lykkes, så vil det være et stort skridt i den kamp, hun i årevis har kæmpet for at slippe for støj i haver og stuer.

- Det vil være et kæmpe skridt. Ét af de største for mit vedkommende, for jeg bor så tæt på. Dem, der bor længere ud på strækningen, de vil ikke få helt så meget gavn af det, men så må vi tage kampen op derude også.

Støjgruppen har ansøgt Odense Kommune og Vejdrektoratet om at realisere projektet.

 

Oversigt

    Oversigt