Påkørt af lastbil: Cyklist afgået ved døden

En kvindelig cyklist er død, efter at hun ved middagstid blev påkørt af en lastbil i krydset mellem Thomas B. Thriges Gade og Buchwaldsgade i Odense.

Kort efter middag skete der et alvorligt trafikuheld i det centrale Odense. I krydset mellem Thomas B. Thriges Gade og Buchwaldsgade blev en kvindelig cyklist ramt af en lastbil. Kvinden blev efter ulykken kørt til Odense Universitetshospital og blev kort efter klokken 14 erklæret død.

- I forb. med det alvorlige færdselsuheld vi har tweetet om tidligere, så kan vi oplyse at den cyklist der blev ramt er afgået ved døden på grund af de skader, hun har pådraget sig. Kvindens identitet er lige nu ukendt, skriver Fyns Politi i et tweet torsdag klokken 14.09.

De pårørende er torsdag eftermiddag endnu ikke underrettet. Politiet kender ikke kvindens identitet.

Undersøgelser på stedet

Politi og redningsmandskab arbejder på stedet, og der forventes at være spærret for trafik i længere tid.

Blandt andet er en bilinspektør tilkaldt for at vurdere, hvordan ulykken skete, fortæller Hans Jørgen Larsen.

- Han er specialist, der kan sige noget om hastigheder, placeringer og sådan. Han kommer og undersøger køretøjet, og hvordan uheldet er sket. Så kommer han med en udtalelse om, hvordan han formoder, det hele er foregået, siger han til Ritzau.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fyns Politi gik torsdag middag i gang med at undersøge lastbilen for at få et overblik over, hvad der skete ved ulykken.

 - Vi tror, det er en klassisk højresvingsulykke, fordi lastbilchaufføren kommer kørende ad Havnegade op til krydset, hvor han skal dreje til højre ad Toldbodgade, hvor ulykken sker, siger vagtchefen fra Fyns Politi til Ritzau.

 - Der bliver hun skubbet, presset eller væltet ind under lastbilen.

Både TV 2/Fyn og Local Eyes var til stede ved ulykken, kort efter den var sket. 
Fotograf: Ole Holbech / Local Eyes

Oversigt

    Oversigt