Påkørte autoværn ved motorvejen: Vidner tog nøglerne fra plakatfuld lastbilchauffør

Vidner standsede mandag aften en svært beruset lastbilchauffør, efter han havde påkørt et autoværn ved en afkørsel ved Fynske Motorvej.

En polsk lastbilchauffør blev mandag aften standset af vidner, efter han med sin lastbil med anhænger havde påkørt et autoværn ved afkørsel 48 ved Tietgenbyen i det sydøstlige Odense.

Via afkørslen var chaufføren og lastbilen kørt af motorvejen, hvorefter han i den rundkørsel, der ligger ved afkørslen, havde påkørt autoværnet i højre side med lastbilens højre forreste hjørne.

Påkørslen fik vidner til uheldet til at træde i karakter.

De fik ham ud af lastbilen, tog nøglerne fra ham og tilkaldte politiet.

- Han kørte meget slingrende, så flere vidner mente, at han var til fare for både trafikken og andre bilister. Så de fik ham med møje og besvær bragt til standsning, siger Carsten Møllegaard, sagskoordinator i driftscentret ved Fyns Politi.

Høj promille

Efter han var blevet standset, forsøgte han af ukendte årsager at køre videre fra stedet, og i det forsøg påkører han autoværnet, fortæller sagskoordinatoren, som understreger, at ingen personer kom til skade ved påkørslen.

Herefter ankom politiet til stedet og anholdt den manden.

Den polske lastbilchauffør blev efterfølgende alkometertestet, hvilket afslørede en promille på 2,1. Promillegrænsen i Danmark er 0,5.

- Det er en ganske høj promille, konstaterer sagskoordinatoren.

Han sidder tirsdag formiddag fortsat på politigården i Odense, hvor politiet sammen med anklagemyndigheden vurderer, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

- Vi mener, at det er så uforsvarligt, at vi overvejer en fremstilling. Men det vurderer anklagemyndigheden, siger Carsten Møllegaard.

Frakendelse af kørekort

Ved en promille på mere end 2,0 får man under normale omstændigheder frakendt kørekortet ubetinget i minimum tre år. Samtidig får man også 20 dages betinget fængsel samt en bøde, der cirka svarer til en netto månedsløn.

Derudover kan lastbilen ende med at blive konfiskeret. Det sker, hvis man kører spirituskørsel med promille over 2,0 eller kører spirituskørsel gentagne gange inden for få år.

Hvis lastbil og anhænger ender med at blive konfiskeret, overgår det til statens ejendom, og chaufføren får den ikke tilbage igen.

- Det er inde i overvejelserne. Men vi er lige omkring grænsen, så det skal vi have vurderet sammen med anklagemyndigheden, siger Carsten Møllegaard.

Opdatering
Clock29. okt 2019, kl. 11:10
Anklagemyndigheden har tirsdag formiddag vurderet, at chaufføren ikke skal fremstilles i grundlovsforhør. Det sker, fordi for promillen ligger så tæt på grænsen på 2,0.

- Så tvivlen kommer ham til gode, fortæller Carsten Møllegaard.

Den polske chauffør kan stadig se frem til en ubetinget frakendelse af kørekortet i et endnu ukendt tidsrum, der ifølge sagskoordinatoren blandt andet afhænger af, om han tidligere har begået andre forseelser i Danmark. Oveni det får han en bøde.

- Og det bliver en klækkelig bøde, siger Carsten Møllegaard, der endnu ikke kan sætte kroner og ører på bødens størrelse.

Oversigt

Oversigt