Pas på uaffyret fyrværkeri: Dreng har fået alvorlig øjenskade

Tre børn er kort efter middag kommet til skade, da de fandt uaffyret fyrværkeri, der eksploderede. Det ene barn har fået en alvorlig øjenskade.

Opdatering
Clock02. jan 2020, kl. 16:01
Artiklen er opdateret med flere oplysninger fra Ritzau.

Kort efter middag torsdag kom tre børn til skade, da de fandt uaffyret fyrværkeri ved Korup Skole i Odense. Fyrværkeriet eksploderede og det ene barn fik en alvorlig øjenskade.

- Vi ved ikke, hvad det får af betydning for hans syn på lang sigt, men det er potentielt synstruende, siger vagtchef Lars Thede til Ritzau.

I disse dage ligger der stadig masser af rester efter nytårsaften, så derfor opfordrer Fyns Politi til, at man er særligt varsom, hvis man finder krudt, der ikke er blevet skudt af.

Alle tre børn er drenge er i alderen 10-12 år.

Vagtchefen fortæller til Ritzau, at politiet på grund af ulykken har iværksat en større indsats i området. I den forbindelse er der blandt andet fundet noget fyrværkeri, som kunne minde om det, drengene fandt.

- Det var nogle lærere på skolen, som fandt det, og det er blandt andet på den baggrund, at vi kan sige, at vi formoder, at der er tale om toppen på en kugleraket, siger Lars Thede.

Tilkalder forsvaret

Toppen på en kugleraket er udstyret med en kort lunte, som brænder meget hurtigt. Og politiet mener, at drengene har antændt lunten, som så er brændt på et øjeblik, hvorefter den fundne genstand eksploderede.

Ulykken skete på et idrætsområde, som grænser op til selve skolen. Området er blevet gennemsøgt med hunde.

- Vi kan se i skraldespandene, at området er blevet brugt flittigt til affyring mellem jul og nytår, fortæller Lars Thede.

Politiet har desuden fundet et stykke fyrværkeri, som efter alt at dømme er hjemmelavet. Der er tale om et mindre rør, som er omviklet med papir, formentlig et hjemmelavet kanonslag.

Til at håndtere det har politiet valgt at tilkalde Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, også kaldet EOD.

- Er man forældre, så opfordrer vi til, at man tager en snak med sine børn og advarer mod at samle fyrværkeri op, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse og på Twitter.

Dagen efter nytårsaften var der i følge Fyns Politis døgnrapport også en hændelse med krudt fra nytåret. Her havde en varebil været ude og samle fyrværkeri ind, da der opstod brand i bilen.

Oversigt

    Oversigt