Pengemand bag OB: Derfor er et kvindehold vigtigt
Artiklen er mere end 30 dage gammel
kopieret!
OB skal følge med den rivende udvikling i kvindefodbold. Derfor har de købt 90 procent af kvindeklubben Odense Q, der nu går under navnet OB Q og fremover vil spille i den stribede trøje.
Torsdag kunne OB og Odenses kvindefodboldhold, Odense Q, på et pressemøde fortælle, at OB køber sig ind i kvindeklubben. Dermed får OB sit første kvindehold siden 2016.
Bestyrelsesformand i Odense Sport og Event, som ejer OB, Niels Thorborg, kalder det vigtigt for byen og alle involverede i OB, at klubben nu får et kvindehold på eliteplan.
- Vi har valgt at kaste os ud i det her projekt, fordi vi tror på, at det er det eneste rigtige for Odense by, for OB, for vores brand, for vores fans og for vores sponsorere. Det her (kvindefodbold red.) er i en kraftig udvikling, der gør, at vi skal med på vognen, og vi vil gerne med tidligt. Vi mener, at tiden er inde nu, fordi der netop var et projekt i Odense Q, som vi kunne læne os op af, og vi kender folkene rigtig godt.
Skal fortsat træne i Marienlyst
Kvindeholdet, der nu går under navnet OB Q, skal fortsat træne i Marienlyst, men kommer til at spille nogle kampe på Odense Stadion.
Niels Thorborg understreger, at klubben vil give lige så gode forhold til kvinderne, som de gør til mændene.
- Vi har en ambition om, at vi skal gøre lige så meget ved kvindefodbold, som vi skal med herrefodbold. Nu skal vi sætte en økonomi og nogle rammer, der gør, at vi med stor sandsynlighed kan rykke op næste sommer.
Økonomien er ikke på plads endnu
Niels Thorborg kan endnu ikke sige noget om, hvor meget klubben konkret kommer til at investere i kvindeholdet.
- Der er ikke på nuværende tidspunkt lavet aftaler om, hvor vi skal ende økonomisk. Det, vi har lavet en aftale om nu og givet håndslag på, er, at vi skal skabe en økonomi, der gør, at vi med ret stor sikkerhed kan rykke op i ligaen til næste år. Så kender vi ikke budgetterne til næste år, og vi ved ikke, hvem vi er oppe og konkurrere i mod.