I det fynske folks tjeneste

Maskine erstatter mennesker i svømmehallen: - Hvad gør man, når man har glemt badebukserne?

Fremover vil borgere ikke blive mødt af personlig betjening i svømmehallen Klosterbakken. I stedet skal de lukke sig selv ind med en digital billet.

00:35

I løbet af 2020 vil det kun være muligt at købe billet til svømmehaller i Odense Kommune via en såkaldt Nem Billet. Billetlugen og den personlige betjening skal derfor udfases. Video: Ole Holbech

Ikke alle gamle vandhunde i Odense er begejstrede for tanken om at skulle lære nye tricks, når de skal en tur i baljen.

Særligt ikke, når det indebærer, at de skal sige farvel til den personlige betjening i svømmehallen Klosterbakken og i stedet lukke sig ind ved at vise en QR-kode på telefonen.

Læs også Renoveringsprisen stiger: Svømmehal bliver ni millioner kroner dyrere

- Det bliver lidt tomt, for jeg kommer til at savne betjeningen. Hvad gør man for eksempel, når man har glemt sine badebukser? Man plejer jo at kunne leje nogen, siger Erik Gunnar Hansen, der tager i svømmehallen tre gange om ugen. 

I løbet af 2020 vil borgere kun få adgang til Klosterbakkens bassiner ved at bruge billetsystemet Nem Billet. Systemet bruges allerede i svømmehallen Universitetet, hvor man kan købe adgang ved en automat eller på sin mobil. 

Ked af at miste personlig kontakt 

Der er to grunde til, at den personlige betjening bliver erstattet af et digitalt system. Den første er, at kommunen skal spare, og den anden er en digitaliseringsstrategi. 

- Den går ud på, at hvis et job kan overtages af digitalisering eller maskiner, så skal det det, siger Rune Bille, chef for fritid og folkeoplysning i Odense Kommune.

Men farvellet til den personlige betjening falder ikke i god blandt flere af svømmehallens faste brugere.

Læs også Letbane-forsinkelse koster odenseanerne trecifret millionbeløb

- Den personlige kontakt til folk er i min verden meget afgørende. Det er en svømmehal, hvor der kommer mange pensionister, så jeg mener simpelthen ikke, at der burde laves automater her, siger badegæst Leif Sørensen. 

Rune Bille forstår bekymringen. Han håber, at man kan hjælpe bedst muligt ved at have en person stående ved siden af automaten i indgangen i de første fire uger. 

- Vi laver væsentligt om. Når man kommer ind, er man vant til at møde et menneske nu. Det er faktisk det, vi rigtig gerne vil i vores idrætsfaciliteter, men som sagt er der nogle grunde til, at vi gør noget andet, siger han. 

00:23

I en periode vil man kunne opleve, at der er både en automat og personlig betjening. På den måde kan man lære at bruge det nye billetsystem. Video: Ole Holbech

Luk video

Læs også Snart åbner Odenses første emballagefri butik: - Det er mit bidrag til en bedre planet