Plastiktræer, glitter og en million LED-lys: Canadisk juleland skal vinde fynboernes hjerter

Et canadisk firma åbner et enormt indendørs julemarked med ikke mindre end en million LED-lys på Fyn.

I en tid, hvor bæredygtighed er kommet på skoleskemaet, og hvor plastikforbrug og CO2-udslip er udskældte størrelser, er et koncept med 1.000.000 julelys kommet til Fyn.

Det er det canadiske firma Glow, som snart slår dørene op til det, der nok bedst kan beskrives som et enormt indendørs julemarked. Konceptet, som ejerne selv kalder en julefestival, har amerikanerne for længst taget til sig, men Glow Odense åbner som det første sted i Europa. 

- Det er en vinteroplevelse, hvor lyset er den bærende del af det, forklarer direktør Eva Pasgaard.

Hun fortæller, at bæredygtighed er i fokus, selvom konceptet hviler på et hav af enorme lysinstallationer.

- I forhold til, hvad man vil tro, så bliver der ikke brugt så meget energi på det. Og så er det alt sammen CO2-neutral energi, siger hun. 

En ny form for julehygge

Forberedelserne forud for åbningen har taget månedsvis, og der er stadig lang vej igen. Men det kunstige græs er rullet ud i de 6.000 kvadratmeter store haller, og plastikjuletræer og de mange tusind julelys har taget form som julegaver og sukkerstokke og meget andet. Det hele er nu sluttet til stikkontakten. 

Selvom det kan virke som en kontrast til den danske julehygge, er Eva Pasgaard ikke i tvivl om, at fynboerne er klar til lidt ekstra glow. 

- Det her er meget mere end et julemarked, det er en oplevelse på en anden måde. Jeg tror, danskerne er klar til det, det kan vi jo se på hele den interesse, der har været, siger hun.

Glow Odense åbner den 21. november. 

De mange lysinstallationer er LED-lys og bruger derfor ikke så meget energi, som man kunne forvente. 
De mange lysinstallationer er LED-lys og bruger derfor ikke så meget energi, som man kunne forvente. 
Foto: Mikkel Skov Svendsen

Oversigt

    Oversigt