I det fynske folks tjeneste

Pokalbold i sneen: Stadion meldes klar til kamp

30 mand har på skift været i fuld sving med at rydde sne på stadion. Foto: Thomas Greve

30 mand har kæmpet siden tidligt torsdag morgen med sneskovle og koste. For der er en del på spil på stadion i Odense torsdag aften.

Både sportsligt men nok også kommercielt.  OB møder FC Midtjylland i DBU Pokalens kvartfinale.  Kampen er den første af to opgør, der skal afgøre, hvem der ryger videre til semifinalerne. På den mere kommercielle front er der også lidt mere ramasjang i dag, end vanligt. Kampen bliver vist primetime på både både DR 1 og Viaplay - med kampstart klokken 18. 

Det er dommeren, der i sidste ende afgør, om der kan spille på stadion. Foto: Thomas Greve

Græsset har det ikke godt

I sidste ende er det dagens dommer, der bestemmer, om der må spilles. Men med et presset kampprogram vil man nødigt aflyse. Der skal spilles tre kampe indenfor kort tid på banen og det gør chefen for Odense Idrætspark, Rune Bille, lidt nervøs for banens tilstand i den kommende tid.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at det ikke er godt for græsset. Som man tydeligt kan se, så lider det af, at det er så koldt i øjeblikket. Det er ligesom med den græsplæne, man kender derhjemme.

 

Frygter det værste

Torsdag eftermiddag var de mange folk på banen ved at få styr på sneen. Men Rune Bille frygter lige nu for hvordan grønsværen tager sig ud resten af foråret. 

- Jeg håber det bedste, men jeg frygter lidt det værste. Den bliver grimmere og grimmere i februar måned, for der er ikke noget vækst i den. Vi kan tørre den ud og vi kan tromle den. Men der kommer ikke mere græs af det, siger Rune Bille. 

Der er varme i banen, men det har ikke den store effekt på græssets vækst, når det er så koldt som det er nu. Odense Idrætspark har allerede meldt ud, at man vil anlægge en helt ny plæne. men den bliver først klar efter sommerferien.