Politi efterlyser vidne: Cyklist overværede mand befamle en kvinde på gaden

Fyns Politi efterlyser et vidne til en blufærdighedskrænkelse i Odense, hvor en kvinde steg ud af sin bil og blev befamlet.

Fyns Politi vil gerne i kontakt med en mandlig cyklist, der torsdag 8. juli råbte en mand an, der var i færd med at befamle en 47-årig kvinde i Odense. 

Kvinden havde klokken 10 torsdag formiddag parkeret og var ved at stige ud af sin bil, da hun blev taget fat i af en mand bagfra. 

Manden forsøgte at trække kvinden med sig, mens han befølte hende uden på tøjet.

Episoden foregik på parkeringspladsen ved kirkegården ved Kirkegårds Allé og Vandværksvej i Odense C.

- Hvad fanden laver du?

Da gerningsmanden begyndte sin blufærdighedskrænkelse mod den 47-årige kvinde, kørte en mandlig cyklist forbi. Han råbte efter gerningsmanden med et "Hvad fanden laver du?".

Opråbet fik gerningsmanden til at slippe kvinden, som derefter løb væk fra stedet. Herefter gik gerningsmanden ind på kirkegården.

Efter episoden fortsatte den mandlige cyklist fra stedet. 

Fyns Politi vil meget gerne i kontakt med cyklisten, der overværede og stoppede situationen. Han opfordres til at kontakte Fyns Politi på telefonnummer 114.

Har nogen andre oplysninger i sagen, bedes de også kontakte politiet på samme nummer. 

Ikke sammenfald i signalement

Gerningsmanden beskrives som mellem 40 og 45 år, mørk i huden, cirka 190 centimeter høj med mørkt kort hår. Han var iført cowboybukser og hvide sko. 

TV 2 Fyn har tidligere beskrevet en formodet seriekrænker på Vesterbro i Odense, som er i meget kort afstand til denne episode. Men der er umiddelbart ikke tale om den samme gerningsmand.

- Der er ikke sammenfald mellem signalementet på den efterlysning, og så de andre sager, siger den presseansvarlige ved Fyns Politi, Charlotte Nyborg.

Oversigt

    Oversigt