I det fynske folks tjeneste

Visitationszone i Odense ophævet: Se, hvad politiet har fundet

Fyns Politi har besluttet ikke at forlænge visitationszonen i Vollsmose og Korsløkke i det østlige Odense.

Bydelen Vollsmose er en del af den visitationszone, som Fyns Politi ophæver tirsdag eftermiddag. Foto: Thomas Greve

Visitationszonen i det østlige Odense bliver ophævet tirsdag eftermiddag klokken 14.

Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen blev oprettet 17. december efter en skudepisode på åben gade i Odense-bydelen Vollsmose. Dengang fik visitationszonen en udløbsdato 14. januar klokken 14, hvilket den skal efter politiloven. 

Læs også Skud på åben gade i Odense: Politiet indfører visitationszone

Zonen bliver altså ikke forlænget og udløber derfor tirsdag eftermiddag.

- Vi har i den forløbne periode ikke haft nogen hændelser, der giver anledning til at forlænge visitationszonen. Vi har gennemført en række visitationer og målrettede aktioner inden for visitationszonen, og det er vores vurdering, at trygheden umiddelbart er genskabt. Vi holder selvfølgelig stadig skarpt øje med striden mellem de to grupperinger i området, og vi er parate til at genindføre visitationszonen, hvis vi finder det nødvendigt. Det skal være sikkert og trygt for borgerne at færdes og bo i Vollsmose, Korsløkke og i de nærliggende områder, siger vicepolitiinspektør Jesper Weimar Pedersen fra Fyns Politi.

En visitationszone giver politiet udvidede rettigheder til at visitere personer og køretøjer inden for zonen. Normalt må politiet kun visitere på baggrund af en mistanke.

FAKTA OM VISITATIONSZONEN

Det er politidirektøren i Fyns Politi, der træffer beslutningen om at oprette en visitationszone. 

Zonen gælder: Nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen, mod øst langs Odense Å og Staupudevej til Nyborgvej, mod syd Nyborgvej og Munkerisvej til Ejby Møllevej og mod vest Ejby Møllevej til Skt. Jørgens Gade, Åsumvej og Ejbygade nord for Martinsminde havekoloni/Hindehøjen.

Baggrunden for den geografiske udstrækning er på den ene side, at de implicerede grupperinger er særdeles mobile og hele tiden flytter sig. På den anden side er der lagt vægt på, at det i indledningen nævnte skyderi er foregået i Vollsmose.

 

Hvis politiet skal have mulighed for at foretage visitationer for ulovlige våbenbesiddelser, skal dette kunne ske både i umiddelbar nærhed af de kendte aktuelle adresser og opholdssteder, men også i et større afgrænset område.

Visitationszonen udløber den 14. januar 2020 klokken 14.00. Visitationszonen gælder 24 timer i døgnet alle periodens dage. Der vil være mulighed for forlængelse.

 

Kilde: Fyns Politi

Se mere

Sigtelser i visitationszonen

Der er i perioden gennemført 148 visitationer i zonen og rejst 21 sigtelser, som fordeler sig således: 

En for våbenlov
Otte for lov om besiddelse af euforiserende stoffer
To for lov om salg af euforiserende stoffer 
Tre for kørsel i narkopåvirket tilstand
Tre for kørsel uden kørekort 
De øvrige sigtelser relaterer sig til lidt mindre alvorlige forseelser.

Allerede umiddelbart efter episoden 17. december fortalte politiet, at episoden formodentlig var en del af et opgør mellem to grupperinger i området.

Fyns Politi har ikke offentliggjort, at nogen er anholdt i sagen. Der er heller ikke meldinger om tilskadekomne i forbindelse med skudepisoden. Der var senest visitationszone i Vollsmose i september.