Politiet vil video-overvåge Vollsmose

Vollsmose i Odense og Randers Centrum skal overvåges af politiets kameraer, siger politiet.

Politiet vil flere steder bruge videoovervågning for at skaffe beviser for lovovertrædelser.

I Odense vil politiet opsætte udstyr på Bøgetorvet i Vollsmose, hvor der har været flere voldelige sammenstød.

Og i et område med flere værtshuse i Randers har Østjyllands Politi planer om at installere permanent overvågning.

Det fremgår af et svar fra justitsminister Morten Bødskov (S) til Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup.

Svaret indeholder erfaringer fra tre politikredse, og for København gælder det, at videoovervågning i særligt belastede boligområder har haft en dæmpende virkning med hensyn til hærværk, indbrud og narkotika.

Derimod er kameraer ikke noget vidundermiddel mod pludselig og voldsom kriminalitet.

"Den præventive effekt på kriminalitet begået i affekt må antages at være mere tvivlsom," fremgår det af svaret.

Østjyllands Politi oplyser, at der nogle gange i forbindelse med større fodboldkampe, demonstrationer, narkohandel og andre begivenheder bruges skjult videoovervågning.

Men metoden bruges kun sjældent, fordi døgnovervågning kræver ekstra personale, oplyser politiet.

Dog har der for eksempel været overvågning i Gjellerup, fordi der fra en fodgængerbro var blevet kastet sten mod politiets biler.

Justitsministeren siger i svaret, at han ser positivt på, at politiet bruger tv-overvågning - men vel at mærke "på baggrund af en konkret politifaglig vurdering."

Oversigt

    Oversigt