Politikere æder ikke økonomisk gulerod til sagsbehandlere

Sagsbehandlere, der får mange ledige i job, skal have en økonomisk gulerod.

Det mener medlem af Social- og Beskæftigelsesudvalget for Venstre i Odense Christoffer Lilleholt. Partiet vil afprøve en forsøgsordning, hvor cirka 20 sagsbehandlere får resultatløn.

 - Vi bliver nødt til at gøre noget drastisk. Vi står på en brændende platform, og resultatløn er en af de ting, som vi kan gøre for at ændre noget, siger Christoffer Lilleholt til DR Fyn.

 Enhedslisten er ikke begejstret for forslaget.
 - Man skal se på borgeren og finde det rigtige for borgeren. Det handler ikke bare om at få folk i job, det skal også være det rigtige, siger Ulla Chambles, som sidder i Social- og Beskæftigelsesudvalget.

 Også Socialdemokraterne er imod idéen om resultatløn. Politikerne skal stole på, at lederne i jobcentrene kan motivere deres medarbejdere og ikke blande sig i løndannelsen, mener Cæcilie Crawley Larsen (S).

Formand for socialrådgiverne i Syddanmark Anne Jørgensen er også modstander af idéen.

 - Løsningen er ikke resultatløn. Kommunen skulle lade være med at lave så mange omstruktureringer. De skulle satse på faglig ledelse, flere socialrådgivere og indsatser, som man få folk i arbejde, siger Anne Jørgensen.
 

Odense er den kommune i landet, der har femte flest arbejdsløse i procent af arbejdsstyrken. 6,3 procent af arbejdsstyrken, omkring 6.000 mennesker, er ledige.

 Idéen om resultatløn skal drøftes på byrådsmødet i næste uge.

 

Oversigt

    Oversigt