Politikere vil lempe regler for at hjælpe restauranter

En lempelse af regler for udeservering skal hjælpe caféer og restauranter gennem krisen, håber politiker.

I 25 år har ejeren af Froggys Café drevet virksomhed i det centrale Odense, og som hos mange andre fynske spisesteder, har nedlukningen kostet dyrt. 

Derfor er der brug for ideer til at skabe omsætning, når cafeen igen kan åbne, lyder det fra ejeren Emil Rasoulinia. Og dem byder blandt andet Venstre ind med.

- Dels handler det om at få åbnet for, at restaurationerne kan få lov til at lave udendørsservering foran nogle af de lukkede butikker inde i byen, siger Christoffer Lilleholt (V), byrådsmedlem i Odense Byråd.

Har tabt næsten en halv million

Hos Froggys har lukningen af caféen, der har 45 ansatte, kostet ham op mod en halv million kroner de seneste to måneder.

quote Hvis det fungerer rigtig dårligt og kommer til at have mange uhensigtsmæssige hændelser, stopper vi det igen

Christoffer Lilleholt (V), byrådsmedlem, Odense Byråd

Under normale omstændigheder kan caféen servere for op til 80 gæster på fortovet, og ejeren er derfor postiv overfor Venstres forslag. 

- Det kan være oplagt, at man kan have mere udendørsservering foran vinduerne, siger Emil Rasoulinia med henvisning til pladsen foran den lukkede Arnold Busck-butik, der lige skråt overfor caféen.

Midlertidig løsning

På facebook har Odenses borgmester fremlagt, hvad fase 2 af genåbningen kommer til at betyde for Odense og i den forbindelse også, hvad der kan gøres lokalt.

 - Man kan sige så meget, at vi fra kommunens side arbejder seriøst med at gå ind og skabe nogle zoner i byen, hvor der kan være bedre plads til udeservering, så restauranter, cafer og værtshuse kan få en god omsætning, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Hos Venstre foreslår man også, at spisestederne skal sælge øl og andre drikkevarer, som folk ikke behøver drikke på stedet. 

Men fælles for både de socialdemokratiske tanker og Venstres ideer er, at de er tænkt som midlertidige løsninger i en kritisk tid.

- Alle vores forslag er tiltænkt den korte bane. Så vi regner med et halvt år - måske mindre. Så ser vi, hvordan det fungerer, siger Christoffer Lilleholt.

- Hvis det fungerer rigtig dårligt og kommer til at have mange uhensigtsmæssige hændelser, stopper vi det igen. Hvis det kommer til at gå godt, kan man også forestille sig, at vi fortsætter med det.

Ja tak til øl, mad og mennesker i gaderne i Odense. Sådan er ønsket hos restaurationsbranchen, der ser frem til at åbne igen den 18. maj. Og måske får de hjælpende politiske hænder til at komme godt i gang. For både socialdemokratiet og venstre vil se på, om man kan bløde op på nuværende, strenge regler for blandt andet udeservering.

Oversigt

    Oversigt