Politikere vil redde Center for Seksuelt Misbrugte

Der skal findes penge til Center for Seksuelt Misbrugte, som behandler voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb i barndommen.

Sådan lyder udmeldingen fra et bredt udvalg af politiske partier, efter DR Fyn mandag fortæller, at landets tre centre er i lukningsfare, fordi pengene fra de såkaldte satspuljemidler udløber 1. januar 2016.

Det socialdemokratiske medlem af Socialudvalget Julie Skovsby, der også er medlem af bestyrelsen i Center for Seksuelt Misbrugte i Odense, vil have en løsning nu.

- Uanset hvem, der skal danne regering, så er det her en sag, som er nødt til at blive sat på dagsordnen, inden Folketinget går på sommerferie, siger Julie Skovsby til DR Fyn.

Også de Konservatives Mai Mercado, Enhedslistens Pernille Skipper, SF's Annette Vilhelmsen og Venstres Jane Heitmann giver udtryk for, at de vil have fundet en permanent finansiering til centrene.

- Det er fuldstændig uholdbart, og jeg tror ikke, at der er nogen, som kan forstille sig, at de centre skal lukkes. Derfor er det vigtigt, at der kommer en afklaring nu, siger Mai Mercado.

Centrene, som ligger i Odense, Aarhus og København, har hidtil overlevet med hjælp af de såkaldte satspuljemidler fra Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale forhold.

Hos ministeriet afventer man en evalueringsrapport, inden den fremtidige finansiering skal diskuteres politisk i efteråret.

Men der er ingen tid at spilde, mener Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper:

- Det er et kæmpe problem, for det er centre, som gør noget rigtigt vigtigt, og det er noget, som kommer på den kommende socialministers bord med det samme. Det kan jeg godt love, siger hun.

På centret i Odense har man for at leve op til personalets opsigelsesvarsler allerede været tvunget til at varsle fyringer af personalet. Derudover er man også i gang med at opsige lejekontrakter af lokaler.

Det fynske center har lige nu 100 personer i behandling, mens 57 er på venteliste. Ventetiden er to år.

Oversigt

    Oversigt