I det fynske folks tjeneste

Politisk redaktør om borgmester til stort bryllup: - Det er det, der skaber politikerlede

Odenses borgmester var til tætpakket koncert i forbindelse med et bryllup fredag. Ifølge TV 2's politiske redaktør kan sagen få konsekvenser for borgmesterens troværdighed.

01:08

Ifølge TV 2's politiske redaktør kan sagen om Peter Rahbæk Juels deltagelse i et stort bryllup få konsekvenser for borgmesterens troværdighed. Video: Fotograf: TV 2 Fyn Redigering: Jonas Mattsson

Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (S) ses på flere videoer danse til en tætpakket koncert med Aqua fredag i forbindelse med et bryllup. Samtidig har borgmesteren gentagne gange opfordret byens borgere til at overholde myndighedernes anbefalinger.

Det er noget af det, befolkningen tager allermest på vej over. Det er det, der skaber politikerlede

Troels Mylenberg, politisk redaktør, TV 2

Ifølge TV 2's politiske redaktør kan den sag være med til at skade borgmesterens image.

- Det er sådan noget, der skaber ordentlige ridser, for ikke at sige flænger, i troværdigheden, siger Troels Mylenberg til TV 2 Fyn.

Læs også Borgmester gav den gas: Gæster så stort på corona-anbefalinger til bryllupsfest

Surprise-koncert

Fredag aften blev den odenseanske restauratør Thomas Pasfall gift med Maria Giørtsz-Behrens på restauratørens egen restaurant i Odense, Restaurant Pasfall. En fest som Peter Rahbæk Juel blandt andre deltog i.

Festen startede 18.30, og et par timer senere rykkede selskabet op i en sal på Kunstmuseum Brandts, hvor Aqua spillede en surprise-koncert, og der var underholdning med entertaineren Rasmus Bjerg.

På flere videoer på Facebook ses borgmesteren danse og klappe i en stor gruppe til koncerten med Aqua.

Skurrer i ørerne

Torsdag valgte borgmesteren og flere uddannelsesinstitutioner at forbyde alle arrangementer med alkohol på de odenseanske uddannelsesinstitutioner.

Netop dét forhold fremhæver den politiske redaktør som skadeligt for borgmesterens troværdighed.

- At gøre noget selv og bede befolkningen om at gøre noget på en anden måde, det er noget, der skurrer i ørerne. Vi ved også fra forskningen, at det er noget af det, befolkningen tager allermest på vej over. Det er det, der skaber politikerlede, siger Troels Mylenberg til TV 2 Fyn og fortsætter:

- Særligt i en coronatid, hvor politikere og især borgmestre og ministre er myndighedspersoner, der fortæller, hvordan vi skal agere og igen og igen opfordrer os til at holde afstand og spritte hænder.

Læs også Borgmester til stort bryllup: - Var smittetrykket så højt som i dag, havde jeg meldt afbud

Har borgmestre ikke også lov til at være privatpersoner?

- Borgmesteren kan gøre fuldstændig, som han vil, og han skal først stå til regnskab over for vælgerne på valgdagen. Jeg kan ikke forudsige, hvordan vælgerne vil tage det her, men vi ved fra historien, at noget af det, der skræmmer flest mennesker væk, er præcis det her med at bede borgerne om én ting og så selv gøre noget andet i sit private liv. Der er en skelnen mellem det politiske og det private faktisk ikke rigtig til stede og måske slet ikke i en coronatid, siger Troels Mylenberg.

Vil det få en betydning, når han skal komme med anbefalinger på et andet tidspunkt?

- Peter Rahbæk Juels styrke i forhold til at anbefale folk at gøre det ene og andet, den er lidt svækket, siger Troels Mylenberg.

TV 2 Fyn har fredag forsøgt at få en kommentar fra Peter Rahbæk Juel, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.