Politisk redaktør om Boye: Bagland har ønsket fornyelse

Anker Boye har selv valgt at trække sig som spidskandidat, men det er sket med tanke på stemningen i baglandet, vurderer TV 2/FYNs politiske redaktør.

Når kommunalvalget i 2017 bliver uden Anker Boye (Soc. dem) i front for Socialdemokraterne i Odense, så er det en beslutning, borgmesteren har truffet for at slutte på værdig vis. Det vurderer TV 2/FYNs politiske redaktør.

- Han har selv truffet beslutningen, det er der ingen tvivl om, men han har formentlig også vurderet stemningen i baglandet, han er jo en snu gammel politiker, siger Jesper Buch.

Ifølge mine oplysninger har der i et stykke tid været et stort ønske om fornyelse og generationsskifte

Ifølge TV 2/FYNs politiske redaktør, har Anker Boyes fortsatte fremtid som spidskandidat i længere tid været under pres i gruppen:

- Ifølge mine oplysninger har der i et stykke tid været et stort ønske om fornyelse og generationsskifte. Så jeg tror, at man i dele af baglandet er rigtig glade for, at Anker Boye er kommet til den her beslutning, siger Jesper Buch.

Jesper Buch understreger, at borgmesteren siger et værdigt farvel ved at sikre sig, at han ikke ender i en situation, hvor partiet begynder at indstille modkandidater: 

-   Det vil ikke være værdigt at afslutte en ellers flot politisk karriere på den måde, slutter Jesper Buch.

Se hele interviewet med TV 2/FYNs politiske redaktør her.

 

Oversigt

    Oversigt