Popstjerne lokker OB-anfører med intimkoncert

Den fynske popstjerne Andreas Odbjerg er meget opsat på, at OB's anfører skal føle sig værdsat.

Den fynsk fødte Andreas Odbjerg ser meget gerne, at OB's anfører Jeppe Tverskov ikke får gode ideer op til, at hans kontrakt udløber med klubben til sommer.

Derfor gør popstjernen - der har et stort kærlighedsforhold til OB - sit for, at Jeppe Tverskov får kærligheden at føle.

Forleden landede der således en besked fra Andreas Odbjerg i anførerens Instagram-indbakke. 

- Jeg roste ham for at være et fantastisk menneske, men også en fantastisk anfører, fortæller Odbjerg til OB-podcasten Stemmer i Ådalen.

Men som om det ikke var nok med roserne, så havde popstjernen et ekstra es i ærmet.

- Og så skrev jeg, at han bare skulle sige til, hvis jeg skulle komme og spille til en fødselsdag, og det skulle ikke koste ham noget, fortæller Odbjerg, der gerne vil have anføreren til at føle sig værdsat.

- Han er fabelagtig

Andreas Odbjerg roser også Jeppe Tverskov for at spille med større risiko i sine afleveringer end tidligere.

- Jeg synes, at han er helt fabelagtig. Man kan også blive lidt bange for, hvis han bliver ved med at spille så godt, fordi så er der mange klubber, der kan bruge en spiller som ham, siger den bekymrede sanger.

OB-anføreren skulle ifølge Odbjerg selv have svaret meget ydmygt. 

Dog har han med lidt overtalelse givet udtryk for, at det godt kan være, at han vil gøre brug af popstjernens tilbud.

OB skal søndag møde AGF i Aarhus, hvor grundspillet i 3F Superligaen afgøres. Også Odense Håndbold spiller i weekenden en afgørende kamp på udebane. Lørdag møder holdet nemlig norske Storhamar

Oversigt

    Oversigt