En typisk dag for Søren Bro Thygesen.
Eller Søren "Bog", som de kalder ham nede ved herberget på Benedikts Plads i Odense.
Dagen begynder med en heroinindsprøjtning i en vene i benet under rene og ordnede forhold på Heroinklinikken i Odense. Det tager ham cirka et minut og 30 sekunder, og så er det overstået.
Han har dæleme en god hjerne, hvorfor fanden har han spildt den?
Bagefter slår han tid ihjel på biblioteket. Han har læst langt de fleste tegneserier, der findes her, og så går han altid efter bøger, der handler om historie.
- Alternativet var, at jeg stod og drak øl nede i Nørregade. For der er kort tid til, at jeg skal komme på klinikken igen.
Søren får lægeordineret heroin på klinikken to gange om dagen. Men nu vil han være fri.
I 15 år har Søren været heroinmisbruger. Det startede, da han var 28. Før det var han glad for alkohol og andre berusende stoffer. Og før det igen var han en ung mand, der begyndte at programmere. Systemer og den slags.
Søren fortæller, at han i begyndelsen af tyverne fik en programmør-stilling hos Mærsk. Han var flyttet til København. Han havde fået sig en kæreste. Og han var lidt for glad for alkohol og vilde fester med det, der er værre.
Til sidst tog han heroin. Og han blev afhængig af det. Derfor kunne han ikke længere have et job.
I dag er han på førtidspension, og han kæmper hver dag for at holde sig fra supplerende midler for at komme ud af sit heroinmisbrug.
- Jeg er stavnsbundet til det her sted. Jeg kan jo ikke bare tage en tur til Thailand, hvis jeg har lyst. Jeg når at blive syg på vej i flyet derned.
Ikke bare for at blive fri fra Heroinklinikken og heroinen selv.
- Måske, jeg kunne finde mig en kæreste i Thailand, hvem ved?
Da Søren begyndte at komme på Heroinklinikken i Odense, fik han 2,9 gram heroin. Nu er han nede på 0,8 gram.
Nedtrapningen skal ske langsomt. Ellers bliver han syg.
- Får jeg ikke heroinen, bliver jeg meget dårlig. Jeg har prøvet det to gange, og det ønsker jeg ikke for min værste fjende, fortæller Søren.
Når Søren ikke er på biblioteket, kan han finde på at besøge sine venner. De sidder gerne rundt om det næste gadehjørne - i dag ved herberget på Benedikts Plads.
- Enten går han rundt med sin mobil i hånden, eller også går han rundt med en bog. Og hvis der er en lygtepæl, ser han den ikke, før det siger: "doooooooooooing", fortæller Frank Vitting. Sørens ven.
Sørens anden ven hedder Uffe. Efternavnet vil han ikke ud med. Han ruller en joint og tænder den til lyden af Crazy Frogs "Popcorn"-hit fra en telefonhøjtaler.
- Han har dæleme en god hjerne, hvorfor fanden har han spildt den? Det fatter jeg så ikke, siger Uffe. Han ryster på hovedet, og Søren svarer:
- Næ, jamen jeg kan kun give ham ret.
Og så ryger de lidt af jointen. Og drikker lidt af en øl.
Får jeg ikke heroinen, bliver jeg meget dårlig. Jeg har prøvet det to gange, og det ønsker jeg ikke for min værste fjende
Når Søren hen på eftermiddagen har fået sin anden dosis heroin, er dagens "pligter" gjort. Det kalder han det.
Egentlig kunne han bare lade være med at komme der og skaffe heroinen på anden vis. Men hvis han skal ud af sit heroinmisbrug, er det Heroinklinikken, der skal hjælpe ham.
Og for at komme på klinikken skal han holde sig nogenlunde ædru. Han skal i hvert fald puste nul.
En anden ting, der holder ham ædru, er at programmere. Søren programmerer for fremmede mennesker via et internationalt forum, hvor folk lægger forskellige arbejdsopgaver frem, og hvor Søren så laver det for dem. Gratis.
- Det er som at lege med legoklodser for voksne. Det er sjovt. Og for at skulle kunne gøre det bliver man nødt til at holde sig compos mentis. Altså ædru. For der skal ikke meget til, før man sætter et komma forkert.
Sådan ser mange af Sørens dage ud. De drejer sig om de to daglige skud i venen på en statsfinansieret heroinklinik. Og om at holde sig til planen: At være fri fra heroin til sommer 2019.