Presset ældrepleje i Odense: - Vi mangler rigtig mange vikarer og afløsere

Sommerferien rammer ældreplejen i Odense, der har svært ved at dække bemandingen. Det har betydning for kvaliteten af de besøg, som kommunens borgere modtager.

For fire uger siden så planen for sommeren ud til at hænge sammen i ældreplejen i Odense. De havde ansat og oplært flere ferieafløsere til at dække hullerne.

- Men vi står nu og mangler rigtig mange vikarer og afløsere, lyder meldingen fra Charlotte Scheppan, Sundhedschef i Odense Kommune.

Ekstraordinært mange afløsere og vikarer springer i øjeblikket fra i ældreplejen i Odense, mens sommerferien gør det svært at finde erstatninger til sommerbemandingen.

- Vi er utrolig kede af, at vi nu melder ud, at man resten af sommeren ikke ved alle opgaver kan forvente helt det samme serviceniveau, siger Charlotte Scheppan.

Det vil formodentligt være opgaver som rengøring, der vil blive nedprioriteret. Derfor kan borgerne i Odense Kommune forvente dårligere kvalitet af besøgene den kommende måned. 

De unge vil være podere

Udfordringen med at finde arbejdskraft over sommeren er ikke unik for Odense Kommune. 

- Vi kan se, at en række kommuner landet over er ramt af den samme udfordring. Det er ikke kun noget, jeg tror, jeg ved også, at det hænger sammen med, at mange unge mennesker har fundet job som podere, lyder det fra Charlotte Scheppan. 

De seneste måneder har flere kommuner meldt ud, at de mangler hænder til at udfylde vagterne hen over sommeren. 

Som i Silkeborg Kommune, der til TV2 Østjylland kunne berette, at de manglede op mod 60 vikarer og ferieafløsere. Eller i Vejen Kommune, hvor ældreplejen havde samme udfordring med at rekrutere. Det kunne TV Syd allerede fortælle i starten af måneden. 

Sundhedschef i Odense Kommune, Charlotte Scheppan, forsøger at finde en løsning på den manglende sommerbemanding. - Vi kan ikke være det bekendt over for hverken borgere eller medarbejdere, siger hun.
Sundhedschef i Odense Kommune, Charlotte Scheppan, forsøger at finde en løsning på den manglende sommerbemanding. - Vi kan ikke være det bekendt over for hverken borgere eller medarbejdere, siger hun.
Foto: Julie Tilsted

I Odense Kommune har det betydning for plejecentrene, de udkørende grupper, deres rehabiliteringssted og deres akut team. 

Med udmeldingen håber de på at skabe lidt forståelse for den usædvanlige situation, de står i. 

- Vi kommer med udmeldingen netop for ikke at bringe medarbejderne i den situation, at de skal stå ude ved borgerne og forklare, at de desværre bliver nødt til at flytte rengøringen til næste uge.

Lige nu forsøger de i kommunen, med de midler de har og inden for overenskomstens rammer, at give medarbejdere en gulerod for at tage nogle ekstra vagter hen over sommeren. 

- Vi vil meget nødig ud i, at vi skal inddrage nogle medarbejders ferie eller pålægge nogle at komme på arbejde, siger Charlotte Scheppan til TV2 Fyn.

Oversigt

    Oversigt