Presset OB-træner: Vi havde større forventninger

Fredag aften spillede OB mod Silkeborg IF på udebane. En kamp, der endte uafgjort og en skuffet OB-træner.

Kriseramte OB fik et sjældent point, da holdet fredag spillede 1-1 ude mod Silkeborg i Alka Superligaen. OB havde store forventninger før sæsonen, men på pointkontoen har klubben skuffet gevaldigt efter de første 15 kampe.

Fredag aften hentede OB dog point, da det ude mod Silkeborg IF blev 1-1 i Alka Superligaen. Fynboerne havde inden opgøret blot vundet én ud af de seneste ni kampe, men trods en pauseføring på 1-0, så lykkedes det ikke at køre sejren hjem. Træner Kent Nielsen erkendte da også efter kampen, at OB-holdet er mærket.

- Vi anerkender, at slutproduktet i kampene ikke har været godt nok. Vi havde også større forventninger til os selv.

- Der er ikke nogen tvivl om, at vi er et hold, der er udfordret på troen på, at vi kan lykkes med tingene.

- I dag var det lidt odiøst, at Silkeborg scorede, da de gjorde, for det var i vores bedste periode i hele kampen, siger Kent Nielsen.

Han så et mandskab, der var præget af frygt i de først 45 minutter.

- I første halvleg var vi for omhyggelige i vores spil, og vi turde ikke at tage de chancer, der skulle til.

- I pausen havde vi fokus på, at vi skulle turde at fejle selvfølgelig med den risiko, at det kunne være blevet dyrt for os, siger OB-træneren.

Den tidligere mestertræner ville dog ikke kalde udfaldet af fredagens opgør for skuffende, og han var godt tilfreds med et enkelt point ude mod Silkeborg.

- 1-1 var da et godt resultat. Vi mødte et af de hold, der kommer ind til kampen med rigtig stærke resultater.

- Jeg så også, at Silkeborg flere steder var gjort til favorit, så jeg kan slet ikke forstå, at folk ikke vil sige, at det er i orden.

- Det er den situation, vi er i lige nu. Vi sled og slæbte i dag. Vi ville gerne have haft alle tre point, men vi kan godt stille os tilfreds med det ene.

Oversigt

    Oversigt