Privat video overbeviste politikere

Man kan stadig komme langt med gode argumenter. En odenseansk borgergruppe har lavet en video, der har overbevist lokalpolitikerne om at ændre på lastbilstrafikken.

Videoen er lavet af grundejerforeningen i  Åløkkekvarteret i det centrale Odense. Filmen gjorde stort indtryk på de odenseanske politikere, der så den på et debatmøde torsdag.

- Det var en pragtfuld oplevelse, den fungerede som en øjenåbner, siger den konservative Steen Møller, der er medlem af By- og kulturudvalget i Odense Kommune.

Videoen viser, hvordan man nemt kan komme fra motorvejen til Odense Havn uden at køre i gennem centrum. Beboerne har lavet videoen for at få fjernet de gennemkørende lastbilerne fra deres kvarter.

- Vi er interesseret i dialogen, som er den eneste måde vi kan lave de rigtige løsninger på, lyder det fra rådmand Anker Boye.

Beboerne har kørt turen fra motorvejsafkørsel Odense vest og til havnen ad to ruter. Først gennem centrum og siden den længere vej ad motorvej og ringvej. Den lange tur tog kun to minutter mere. Og næsten alle politikerne tog godt imod videoindslaget og beboernes forslag om oprettelse af tvangsruter.

- Jeg er glad på egne og Odenses vegne, siger Carsten Myhr Petersen, der er formand for Åløkkekvarterets Grundejerforening

Selv om der er bred politisk opbakning kan politikerne først fjerne den tunge trafik, hvis politiet giver grønt lys.

Se beboernes egen video

Oversigt

    Oversigt