Hvis det står til Odenses Borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), skal der lokkes elever fra byens privatskoler over i folkeskolerne, og så skal privatskolerne tage et større ansvar, og hjælpe til med at det specialiserede område med udfordrede elever bliver løftet.
På privatskolen Sct. Albani Skole og Musikalsk Børnehave i Odense glæder skoleleder Lars Bendix sig over, at folkeskolen ser ud til at få et løft, men han ærgrer sig over, at Odenses Borgmester ikke mener, at privatskolerne løfter et stort nok socialt ansvar.
- Vi optager jo de børn, der søger hos os, når der er plads. Vi er en mangfoldig skole, og jeg synes vi skal have en dialog om det her, i stedet for at der skal ligge en eventuel straf og vente, siger han