I det fynske folks tjeneste

Projekt til 600 millioner: Fynsk virksomhed skal stå i spidsen for ny OUH-afdeling

Steno Diabetes Center Odense blev som driftsenhed etableret på OUH i 2018 i et samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Foto: Jeanette Torndahl Fournier

Det bliver en fynsk entreprenør, der kommer til at stå i spidsen for opførelsen af Steno Diabetes Center Odense til omkring 600 millioner.

Det skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

Der er tale om entreprenør 5E Byg A/S, som skal sørge for, at den 20.000 kvadratmeter store bygning kommer til at stå klar sammen med resten af sygehuset om lidt over to år.

Læs også Corona udskyder overdragelse af nøglerne til Nyt OUH

Og det glæder formand for Region Syddanmarks anlægs- og innovationsudvalg Karsten Uno Petersen (S), at der nu ligger en plan for afdelingen.

- Visionen med etableringen af Steno Diabetes Center Odense er at etablere behandling for sukkersyge på højeste internationale niveau inden for forebyggelse, behandling, forskning og uddannelse. Vi får skabt et center med sin egen identitet, samtidig med at det bliver en integreret del af Nyt OUH, siger han i meddelelsen.

Skal huse 9.000 patienter

Steno Diabetes Center Odense skal etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH. Og målet er, at det skal huse al behandling i forbindelse med diabetes og diabeteskomplikationer.

Regionen regner med, at der vil være cirka 9.000 patienter med tilknytning til Steno Diabetes Center Odense, og at der samlet vil være omkring 80-100 ansatte tilknyttet centeret.

Steno Diabetes Center Odense etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH forbundet med Nyt OUH´s somatik mod vest og voksenpsykiatrien mod øst. Foto: Region Syddanmark

Flere opgaver til fynsk virksomhed

Diabetescenteret er dog ikke det eneste, der bliver lagt i hænderne på den fynske entreprenør. 5E Byg kommer også til at stå for hovedkøkkenet og logistik- og sterilcentralen på Nyt OUH.

Den endelige kontrakt mellem regionen og entreprenøren forventes at blive underskrevet i oktober. 

Læs også Kæmpe solcellepark indviet ved Nyt OUH

Det første spadestik til det Nye OUH blevet taget i 2016, og det hele skulle oprindeligt have stået færdigt i slutningen af 2022. Men på grund af coronarelaterede forsinkelser forventes overdragelsen nu at ske i starten af 2023.