Provstegårdskolen misser pokalen i finalebrag

På trods af hjemmebanefordelen formåede fodbolddrengene fra Provstegårdskolen ikke at hive sejren hjem.

Provstegårdskolens fodboldhold kæmpede en brag kamp under finalen i Ultra pokalen, men måtte se sig slået af modstanderholdet fra Brøndbyvester skole. 

Et resultat, der var langt fra det, som både spillerne og de mange fans på tribunen, havde håbet på. 

- Jeg er temmelig skuffet og jeg føler godt, at vi kunne have fået mere ud af det. Vi har nogle friløbere og vi har nogle temmelig store chancer, siger Lau Madsen, træner på Provstegårdskolens fodboldhold efter kampen. 

Selvom Provstegårdskolen ikke hev pokalen hjem, formåede holdet stadig at kæmpe sig til en andenplads. 

Placeringen som nummer to ud af 625, er den højeste placering et fodboldhold fra Provstegårdskolen nogensinde har fået. Holdet er nemlig aldrig nået længere end tredje runde. 

- Jeg synes, at det er enormt flot og jeg er stolt af de her drenge, og at vi er kommet så langt som vi er, siger Lau Madsen. 

Udover sølvmedaljen løb Abudi Mohamad fra Provstegårdskolen også med kåringen som 'Kampens spiller'. 

Et hårdt nederlag, men stor oplevelse

Efter kun fire minutter bragte Brøndbyvester sig foran med en scoring til 1-0, til stor begejstring for de blå og gule fans på tribunen.

Det var et nervøst hold, der ramte grønsværen foran et par tusinde mennesker på Odense stadion.

- De første ti minutter er vi slet ikke på banen, vi er lidt forvirrede og lidt for påvirkede af den her fantastiske kulisse, siger Lau Madsen. 

Efter halvlegen vender spillet dog for Provstegårdskolen, der har flere store målchancer. Men her formår de ikke, at smide bolden i kassen. Og med fire minutter tilbage af anden halvleg lukker modstanderholdet finalen med en scoring til 3-0. 

- Drengene skal være stolte af sig selv, men det er okay at være skuffet på det her tidspunkt, siger Lau Madsen og fortsætter.

- Det her er en dag vi ikke vil glemme, når skuffelsen lige har lagt sig, siger han. 

På Odense stadion var tribunen fyldt med mere end 600 elever fra Provstegårdskolen og det kunne spillerne mærke på banen. 

- Der var meget opbakning hele vejen igennem og det syntes jeg var fedt, siger Marius Riis Rasmussen. 

- Man er selvfølgelig lidt skuffet når man har tabt, men alt i alt har det været en fed oplevelse, siger Casper Risbjerg Andreasen. 

Selvom spillernes humør ikke var på sit højeste efter finalekampen, var de ikke afvisende overfor, at gøre det hele igen, hvis de skulle få muligheden. 

Provstegårdskolen spiller finale i skolefodbold mod Brøndby Vester

Oversigt

    Oversigt