Pytlicks Odense-projekt halser efter rivalerne

Der venter et stort stykke arbejde forude for Odense, siger cheftræner Jan Pytlick efter nederlag til FCM.

Odense Håndbold mistede lørdag vigtige point i topstriden i kvindernes bedste håndboldrække. 

Et nederlag på 24-17 til de direkte ligarivaler fra FCM Håndbold efterlod Odense på tredjepladsen, mens midtjyderne på andenpladsen slog et hul på fire point ned til Odense.

Resultatet taler sit tydelige sprog, mener Jan Pytlick, der er cheftræner for de storsatsende fynboer.

- Det siger jo bare noget om vores niveau. Vi er ikke der, hvor de andre er, siger han.

I begyndelsen af januar tabte de orangeblusede fynboer også til sidste års danske mestre fra Nykøbing Falster Håndboldklub, der på ligaens femteplads kun er et enkelt point efter Odense.

De to nederlag til direkte konkurrenter får fynboerne, der oprustede voldsomt til denne sæson, til at kigge indad. 

- Vi har et stort stykke arbejde foran os, hvis vi skal komme op og hænge på de andre. Det er vi sådan set meget bevidste om, siger Jan Pytlick.

Landsholdsprofiler i orange

Jan Pytlick blev hentet til Odense i sommeren 2016. 

Op til denne sæson har han hentet prominente navne som Stine Jørgensen, Trine Østergaard, Kathrine Heindahl og Mette Tranborg til klubben.

Men i kampen mod FCM kunne Pytlicks profiler ikke stille meget op, da midtjydernes forsvar skruede bissen på i anden halvleg.

Her blev det kun til syv fynske mål på en hel halvleg.

- Vi tilspiller os egentlig nogle fine chancer, men kommer til at brænde alt, alt for meget, siger Jan Pytlick.

- Midtjylland var bare skarpere end os i anden halvleg.

Kigger I mest opad eller nedad i tabellen?

- Vi kigger opad, siger Jan Pytlick.

Oversigt

    Oversigt