Rådmænd efter en nat i nabolejlighed til letbane: - Det var jo ikke det, man blev lovet

Rådmænd i Odense er utilfredse med lydniveauet og rystelserne efter at have sovet i nabolejlighederne til letbanen.

Det var en rystet Christoffer Lilleholt (V), der stod op tirsdag morgen. Bogstavelig talt.

Rådmanden har fra mandag til tirsdag sovet i en af de lejligheder, der ligger op ad letbanesporene, så han på egen krop kunne mærke, hvordan toget påvirker nattesøvnen.

- Når man sidder og kan se, at vandet og kaffen på bordet ryster, hele huset sådan set ryster, når letbanen kører forbi, så er det en voldsom oplevelse. Heldigvis sover jeg ret tungt, men jeg kunne sagtens forestille mig, at rigtig mange odenseanere vil have udfordringer med at sove, fordi det simpelthen er så voldsomt, når den kommer forbi, siger Christoffer Lilleholt.

Samme oplevelse havde rådmand Søren Windell (K), der har brugt én nat på Vestre Stationsvej, hvor Christoffer Lilleholt også overnattede, og én nat i en bolig på Nyborgvej.

Særligt i lejligheden på Vestre Stationsvej, mente Søren Windell, at generne fra letbanen er et akut problem. Og det var på trods af lejlighedens lydisolerende vinduer.

- Når letbanen kom, kunne man høre det som sådan en dyb rumlen. Det var nærmest som et tordenvejr, der var på vej, siger han.

Alligevel kom Søren Windell igennem natten uden de store søvnproblemer, men lover, at han stadig vil sørge for, at der bliver gjort noget fra Odense Letbanes side.

- Jeg har et godt sovehjerte. Men selvom jeg sover trygt igennem det her, så løber jeg ikke fra ansvaret. Jeg har et ansvar i det her, og det tager jeg også på mig.

Kræver løsninger

Christoffer Lilleholt fik også sin nattesøvn, men han er bestemt ikke tilfreds med hverken lydniveauet eller rystelserne fra letbanen. Han kræver, at Odense Letbane skal lave nye støjmålinger, og at der bliver gjort noget for at sænke lydniveauet.

- Det var jo ikke det, man blev lovet. Man blev jo lovet noget, der ligner en elbil, der kører forbi. Man blev lovet, at man ikke skulle have lydglas, fordi man kunne faktisk nærmest ikke engang mærke, at letbanen kommer forbi. Der må jeg bare sige, vi står med en helt anden oplevelse i dag, siger han.

Efter at have brugt en nat i lejligheden, kan Christoffer Lilleholt godt forstå, at flere af beboerne, der bor lige op til letbanen, er utilfredse. Kvinden, der bor i lejligheden på Vestre Stationsvej, har været nødt til at flytte fra boligen. Det mener Christoffer Lilleholt ikke er holdbart.

- Det gør jo, at man ikke kan få et liv til at fungere, hvis man kun kan sove tre til fire timer hver nat. Så er jeg helt forstående over for, at så er man jo nødt til at flytte et andet sted hen, siger han.

Søren Windell understreger, at udfordringerne skal løses, men har samtidig tillid til, at Odense Letbane nok skal løse problemet. Han peger på, at Odense Letbane også har et ansvar, fordi de har indgået aftalerne med underleverandørerne.

- Det er letbanens opgave i samarbejde med deres underleverandør COMSA at få det her løst. Det er det, vi sådan set har en aftale om. Hvad er det, de skal levere, og det mener jeg måske ikke, de har leveret endnu, siger rådmand Søren Windell (K).

Nej til etape to

Forslaget om en udvidelse af letbanestrækningen ligger allerede klar. Men Søren Windell kalder det ”uansvarligt” at begynde at snakke om det allerede.

- Jeg synes stadigvæk, man skal slå koldt vand i blodet med etape to. Jeg siger nej tak, hvis vi skal tage stilling lige nu. Det synes jeg simpelthen ikke tiden er inde til. Jeg tror da heller ikke, der er nogen, der har lyst til at have det bumletog til at køre i gennem ude i Vollsmose, siger han.

Med både forsinkelser, et overskredet budget og de støjgener, som letbanen har medført, er det bestemt heller ikke noget, Christoffer Lilleholt bakker op om.

- Det bekræfter os i, at det er langt bedre at få endnu flere langt billigere elbusser i Odense, så vi kan blive transporteret billigt og nemt rundt i hele byen, siger han.

En anden, der fik mulighed for at overnatte i en af lejlighederne, var Odense Letbanes direktør, Dan Ravn. Men i modsætning til flere af politikerne i Odense byråd, takkede han nej til tilbuddet.