Rahbæk parkerer cyklen: Letbanen er den letteste måde at komme gennem byen nu

Når borgmester Peter Rahbæk Juel (S) fremover skal til møder ude i byen, lader han cyklen stå og tager i stedet letbanen.

Det er en borgmester med sommerfugle i maven, der stiger ombord på letbanen på åbningsdagen. Godt nede i knæ forsøger han at stå fast, mens toget sætter i gang med et sæt. De mange passagerer gør det heldigvis umuligt at vælte.

- Det er dejligt, vi kan køre, men mest af alt har jeg bare kriller i maven og er spændt på, hvordan det går i dag, siger Peter Rahbæk Juel (S).

Der er plads til 200 passagerer i hvert tog, og også i fremtiden vil borgmesteren lade letbanen transportere ham rundt.

- Jeg cykler ind på Rådhuset, men jeg har tit møder på universitet, og der vil jeg tage letbanen, for det er den letteste måde at komme igennem byen på nu, fortæller Peter Rahbæk Juel.

Gratis letbane

Han håber, at odenseanerne vil bruge de kommende ti dage, hvor alle kører gratis med letbanen, til at overveje, hvordan de selv kan bruge letbanen til hverdag.

Transportminister Trine Bramsen (S) er i Odense for at få en tur med Odense Letbane.

Ombord på samme tog er også den fynske transportminister Trine Bramsen (S). Hun stiger på toget ved endestationen i Tarup.

- Det er kæmpe stort, og jeg kan se, hvor meget det betyder for folk. De har glædet sig og har glædet sig i lang tid. Næste station er lige ude foran min fars barndomshjem, og jeg har fulgtes med ham herud. Han er som en lille dreng, der skal ud at køre sporvogn igen. Jeg tror, der er mange, der har de samme følelser, siger Trine Bramsen.

Letbanen kører fremover hvert 7,5. minut og om natten hvert kvarter.

Oversigt

    Oversigt