I det fynske folks tjeneste

Razzia i Odense: Politiet vil uvane til livs

Flere steder i Odense blev bilister onsdag standset af en politikontrol, der er iværksat som en del af en landsdækkende kampagne.

00:41

Rundt omkring i Odense var politiet onsdag trukket i gule veste for at gøre sig ekstra synlige i trafikken.  

Det gør de som en del af en række landsdækkende politikontroller, der i løbet af ugen skal gøre bilisterne mere opmærksomme på at holde øjnene på vejen, når de sidder bag rattet.

Læs også Klip får bilister til at droppe mobilen – men der er stadig lang vej

Og det er særligt én uvane, som politiet ønsker at komme til livs, fortæller Preben Ingemansen, politikommissær ved Færdselsafdelingen i Fyns Politi.

- Vi kan næsten stille os op hvor som helst, og efter et kort øjeblik vil der komme nogen, der snakker i mobiltelefon. Det håber vi, at vi på sigt kan få bragt ned, siger han til TV 2/Fyn.

Virker i andre sammenhænge

De mange politikontroller sker som en del af den landsdækkende kampagne "Kør bil, når du kører bil", der er iværksat af Rådet for Sikker Trafik. 

Meningen er, at de skal følge op på den lovændring, der sidste år hævede straffen for blandt andet at bruge håndholdt mobil bag rattet, og siden september har kostet et klip i kørekortet. 

- Vi oplever i andre sammenhænge, at folk går meget op i, om de får et klip. Det er noget, man har respekt for, og vi tror også, at det kan få en afgørende indflydelse i den her sammenhæng, siger politikommissæren. 

Læs også Efter skærpelse: Næsten 500 har fået klip på Fyn

Ifølge ham har tidligere kampagner været effektive til at ændre kulturen omkring spirituskørsel, så det blandt mange ikke er ligeså socialt accepteret i dag som tidligere.

Derfor håber Preben Ingemansen, at kombinationen af klip og ekstra synlighed også kan have en lignende virkning mod håndholdt mobil under kørsel. 

- Hvis vi kan få den ændring i forhold til mobilsnak, er vi nået rigtig langt, siger han. 

Arbejder videre

I dag er det lovligt at tale i mobil under kørslen, hvis telefonen er fastmonteret i bilen og ikke håndholdt under samtalen. Det samme princip gælder ved brug af andet elektronisk udstyr. 

- Skillelinjen går ved, om det er håndholdt eller ej. Vi anbefaler dog, at man ikke bruger det unødigt meget, siger Preben Ingemansen.

Læs også Håndholdt mobil i trafikken: 21 klip i kortet til fynske bilister

Selvom politiet har sat fokus på emnet flere gange tidligere, har man indtil videre kun oplevet et mindre fald i antallet af mobilbrugere under kørslen. 

- Det er stadigvæk meget usikkert, om det er en tendens, der holder. Det håber vi selvfølgelig, nu hvor vi bliver ved med at arbejde med det, siger Preben Ingemansen.  

I løbet af onsdagen kom 200 biler gennem razziaen ved Odins Bro. 

02:09

Se hele indslaget her.

Luk video