Regeringen giver penge til herberger

Private hjælpeorganisationer kan nu søge ekstra statspenge til at give vinterramte hjemløse husly. Private netværk i blandt andet Odense vil kunne søge penge.

Ingen hjemløse skal fryse ihjel på gaderne, siger indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V). Hun har derfor oprettet en ny pulje, som private nødhjælpsorganisationer kan søge penge fra til at købe soveposer, liggeunderlag og tæpper til overnatning for hjemløse.

Ministeren har ikke på forhånd sat loft over støttebeløbet for puljen, som organisationerne vil kunne søge fra straks. Men organisationerne får bevilget støtten måned for måned frem april, til siger ministeren.

- Sagsbehandlingen vil ske inden for denne uge, siger hun.

Også herberger, som giver husly til udlændinge, som opholder sig illegalt i Danmark, kan få del i puljen. De er ellers til daglig udelukket fra at få del i den almindelige støtte til herberger for hjemløse.

- Regeringens politik er ikke ændret, men ingen skal fryse ihjel, siger Karen Ellemann.

Også et privat netværk, der har åbnet nødherberger i København og nu følger op i Aalborg, Århus og Odense, vil kunne søge penge fra støttepuljen.

Ministeren medgiver, at støtten kommer sent i vinterkulden, der allerede før nytår tog livet af to hjemløse i Jylland.

- Ideelt set er der gået for lang tid. Men vi handler, fordi vi nu har konstateret, at herbergerne er overbelastede. Og det er jo aldrig for sent, for vinteren kan jo fortsætte længere endnu, siger Karen Ellemann.

Oversigt

    Oversigt