Regeringen opgiver reform af styret i de største byer

Der kunne spares 250 millioner kroner hvert år, men Folketinget kan ikke blive enige, og kommunerne er imod.

Der kommer ingen ændring i den måde, landets fire største kommuner bliver ledet på.

Det oplyser økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) efter flere måneders resultatløse sonderinger i regeringen og med Folketingets partier, skriver Politiken.

- Der er ikke udsigt til et flertal og slet ikke et bredt flertal for at lave om på styreformen i de store byer. I øvrigt er der heller ikke kommunal opbakning til at gøre det, siger Margrethe Vestager til Politiken.

Skrinlægningen af planerne går stik imod løfterne i såvel regeringsgrundlaget som lovkataloget for den igangværende folketingssamling, hvor regeringen har forpligtet sig på at lande en aftale om de store kommuner.

Umiddelbart en formssag eftersom Venstres formand, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, selv ønskede en reform af de store byer, da han i 2010 bebudede et opgør med "magistratstyremodellen".

Siden har Venstre skiftet holdning og har gennem et års tid sagt klart fra over for at ændre styreformen, skriver Politiken.

Men regeringspartierne har også selv lagt arm om sagen uden at nå til enighed. SF's øverste ledelse har været imod den model for enhedsforvaltning, som særligt S har ønsket sig.

SF har frygtet, at for meget magt ville blive koncentreret hos de store byers øverste borgmestre, der lige nu alle er socialdemokrater. Politisk ordfører Jonas Dahl (SF) ærgrer sig dog.

- Det har ikke været nogen hemmelighed, at vi gerne fra SF's side har villet diskutere de her ting. Nogle gange må man erkende, at det ikke er alt, man kan nå til enighed om, siger han.

Et notat fra Økonomi- og Indenrigsministeriet har vist, at der kunne spares 250 millioner kroner årligt, hvis København, Aarhus, Aalborg og Odense som landets øvrige kommuner samler administrationen under den øverste borgmester.

Socialdemokraternes kommunalordfører Simon Kollerup (S) betegner det som "superærgerligt", at reformen af de store byers ledelse er faldet.

- Det er en vældig billig beslutning for de partier på Christiansborg, som har lagt det her i graven, men det er en meget stor beslutning for borgerne i de store byer, siger han.

Oversigt

    Oversigt