Rekorder: To fynske løbere er klar til VM og EM

Løberne Laura Valgreen og Andreas Lommer fra Odense Atletik løb i Barcelona ind i toppen på alle tiders-listen i Danmark.

Laura Valgreen og Andreas Lommer fra Odense Atletik har kvalificeret sig til både VM og EM efter kraftpræstationer i Barcelona. 

Blandt andet slog Laura Valgreen en 36 år gammel U23-rekord.

Laura Valgreen Petersen, som blev kåret som Årets Fund på Fyn 2019, indledte sin internationale 2020-sæson med en fremragende debuttid på halvmaraton ved det store løb Mitja Marató de Barcelona.

Her var der ikke færre end 23.000 deltagere fra 112 lande til start, og den unge løber fra Odense Atletik kom mål i tiden 1.12,29 timer. 

Rekorder slået

Tiden er dansk rekord i aldersgrupperne U21, U22 og U23. De to sidstnævnte rekorder var indehavet af Mette Holm Hansen, som var gift med den navnkundige nu afdøde Henrik Jørgensen. Rekorden blev slået med 2 minutter og 7 sekunder.

Laura Valgreens tid er desuden klubrekord i OGF, hvor hun kappede intet mindre end 4 minutter og 42 sekunder af Simone Glads tid fra 2014. 

Laura Valgreen er nu nummer syv på alle tiders-listen i Danmark på denne distance, og var samtidig 1 minut og 31 sekunder under kravet til både VM og EM halvmaraton, der afvikles senere på året i henholdsvis Gdynia i Polen og den franske hovedstad Paris.

- Det var bare virkelig en fed oplevelse. Som debutant var jeg lidt nervøs for, hvordan det ville føles ved 15-17 km. Det var også der, jeg havde det hårdest, men jeg havde frygtet det meget værre. Jeg følte løb stabilt og med overskud, fortæller Laura Valgreen i en pressemeddelelse fra Odense Atletik.

Hun fortæller videre, at hun havde en dygtig pacer, som holdt tempoet ud til 19 kilometer og derfra kunne se hjem.

- Så var det bare at presse det sidste ud.

Løb benhårdt efter VM og EM

Andreas Lommer kom med tiden 1.03,52 timer under VM og EM-kravet med otte sekunder.

Andreas Lommers tid er den tredjebedste gennem tiderne i Odense Atletik, hvor kun Ismael Abdi (2002) og Allan Zachariasen (1988) har løbet stærkere.

Andreas Lommers tid er desuden 33 sekunder hurtigere end legendariske Jørn Lauenborgs bedste tid på distancen.

Den fine tid placerer Andreas Lommer på en niendeplads på alle tiders-listen i Danmark.

Han fortæller, at han var godt løbende, da han nåede ud på ti kilometer, og der besluttede at gå benhårdt efter at komme under VM og EM-kravet.

-  Jeg kunne se på kilometertiderne, at jeg løb meget stabilt, og ved 15 km var jeg stadig på rette kurs. Ved 16 km rammer vi modvind, og det begynder at blive sværere at holde tempoet, men jeg bliver ved med at indhente løbere, så det holder motivationen oppe, fortæller Andreas Lommer i pressemeddelelsen.

Oversigt

    Oversigt