De kan være godt tilfredse på to teatre i Odense, for når Reumert-komiteen deler nomineringer ud, er det ensbetydende med et stort skulderklap og opmærksomhed fra hele den danske teaterbranche.
Fagfolkene i juryen har rejst hele landet tyndt for at se de nyeste bud på dansk teater. Og Teater Momentums forestilling "Lige om lidt bliver alting meget sjovere" slap igennem nåleøjet som nomineret til Årets Danseforestilling/Performance.
Og begejstringen er til at føle på hos Teater Momentum.
- Optur! Hurra! Yes!
- Optur! Hurra! Yes! Vi er glade, lyder det fra en begejstret Anders Skovgaard, projekt- og eventansvarlig på Teater Momentum. Teaterleder Marianne Klint fortsætter:
- Jeg er vildt glad! Især fordi det er mange år siden, at Momentum sidst har været Reumert-nomineret for en forestilling. Enkeltpersoner har været nomineret, men denne gang er det hele teatret.
Også Odense Teaters vampyrgyser "Lad den rette komme ind" har fået den prestigefulde nominering som "Årets forestilling" og en nominering for bedste scenedesign. Forestillingens scenografi var baseret på ganske få remedier på scenen. Det ene øjeblik var man i soveværelset for i det næste at være i skaterparken eller en mørk skov. Den enkle scenografi på Sukkerkogeriet formåede at rumme det hele, og det faldt åbenbart også i juryens smag.
Og så har Odense Teaters Benjamin Kitter fået en nominering til årets mandlige birolle for hans præstation i "Hvem har æren", en forestilling om æresdrab, også på Sukkerkogeriet.
Samme forestilling giver anledning til en nominering mere. Rolf Heim er nomineret som bedste instruktør for "Hvem har æren" på Odense Teater og for "Arne går under" på Bådteatret.
De nominerede i kategorien Årets Danseforestilling / Performance er:
• 7EVEN, Black Box Dance Company
• Ildfuglen, Dansk Danseteater
• Lige om lidt bliver alting meget sjovere, Teater Momentum
De nominerede i kategorien Årets Scenedesign er:
• Julian Toldam Juhlin, 'Soli Deo Gloria', Betty Nansen Teatret og 'Citroner i vand', Det Lille Teater
• Ditlev Brinth og Peter Schultz, 'Lad den rette komme ind', Odense Teater
• Rolf Søborg Hansen, 'Arne går under', Bådteatret
De nominerede i kategorien Årets Mandlige Birolle er:
• Benjamin Kitter, 'Hvem har æren?', Odense Teater
• Flemming Enevold, 'Vintersolhverv', Det Kongelige Teater
• Tom Jensen, 'Melodien der blev væk', Nørrebro Teater
De nominerede i kategorien Årets Instruktør er:
• Peter Langdal, 'Sommeren uden mænd', Republique
• Rolf Heim, 'Hvem har æren', Odense Teater og 'Arne går under', Bådteatret
• Staffan Valdemar Holm, 'Topmøde for de mest deprimerede', Republique
De nominerede i kategorien Årets Forestilling er:
• 'Vintersolhverv', Det Kongelige Teater
• 'Lad den rette komme ind', Odense Teater
• 'Topmøde for de mest deprimerede', Republique
Årets Reumert-priser uddeles 12. juni kl. 20 i Operaen i København.
Herunder kan du se TV 2/FYNs indslag om de tre forestillinger.