Ro og tryghed: Hunden Molly lærer børn at læse

Lis Welin og hendes bordercollie Molly er læsehund på Dalum Bibliotek. Det har skolepigen Luna haft stor glæde af.

Onsdag var en stor dag for den femårige bordercollie Molly og dens ejer Lis Welin. De to fik et kontant skulderklap for i et år, at have inspireret børn til at læse.

Med ugentlige vagter på Dalum Bibliotek har Molly været såkaldt læsehund og skabt tryghed for børn med læsevanskeligheder.

- En læsehund er en god idé fordi den kan skabe ro omkring læsesituationen. Hvis barnet er usikker på, hvordan det læser i forhold til kammeraterne, er det svært at læse i en klasse, hvor der er masser af uro, forklarer Lis Welin om hendes og Mollys opgave på biblioteket.

- Her er der Molly og der er mig. Og der er ro omkring det - og Molly er rigtig, rigtig god til at skabe ro, siger Lis Welin og tilføjer:

- Og så elsker hun børn.

Kærligheden er gengældt. Luna er en af de børn, der har været glad for de stille stunder med blikket i bogen og en hånd begravet i den bløde pels.

Og så er der noget helt andet på plus-kontoen også, fortæller Luna:

- Det er ikke helt ligesom, at læse højt med sin mor og far. Fordi de kan godt finde på at rette, men det gør læsehunden ikke så meget.

Når læsningen er overstået har Luna og Molly leget. Og det er nyt for Luna. Før hun mødte Molly var hun bange for hunde. Det er hun ikke mere.

- Før hen tænkte jeg at alle hunde bed, men da jeg mødte Molly var det ikke sådan. Nu er jeg blevet rigtig glad for hunde, fortæller Luna.

Udover godbider modtog Molly og Lis en kontant erkendelse på 5.000 kroner.

Oversigt

    Oversigt