For otte dage siden vakte det opsigt, da Odense Kommune opdelte et stykke af gågaden i to ved hjælp af en stiplet, rød linjen.
Planen var, at striberne skulle være med til at sørge for afstand til Black Friday og under julehandlen. Men den miljøvenlige maling er nu kun en svag aftegning.
Ifølge citydirektør Peter Bøgholm var det blot en test, og det kan altså konstateres, at malingen ikke er en holdbar løsning.
- Det var kun de første 40 meter i Vestergade, der blev malet op. Men jeg har lige fået bekræftet, at striberne kommer, og de er klar til på fredag, siger han.
Stribe skal gøre det nemmere
Formålet med striben var at undgå, at de handlende går ud og ind mellem hinanden, men i stedet holdes adskilt og går i samme retning, når juleindkøbene skal foretages.
Det er Odense Kommune, der har stået for striberne, og her håber man også, at den kan gøre folk mere trygge ved at gå ud og købe deres julegaver lokalt, fortalte by- og kulturrådmand Christoffer Lilleholt (V) i forbindelse med den første optegning.
- Nu nærmer vi os julen, og der skal købes gaver og hygges. Det er vigtigt - det har vi også brug for. Vi må bare ikke glemme retningslinjerne, og jeg tror, at vi gør det nemmere at huske dem, når vi laver en tydelig fysisk markering. Så det er mit råd - brug byen, støt vores handelsliv, pas på hinanden, sagde han.
Nye striber på vej på begge gågader
Det er derfor heller ikke til diskussion, at striben skal genetableres. Denne gang kommer det dog til at foregå i en anden og mere holdbar form.
For at blive klar inden weekenden, gik Odense Kommune i gang med anden runde onsdag. Striben kommer derfor til at dele gågaden på både Vestergade og Kongensgade i to, inden Black Friday bliver skudt i gang.