Ros fra politiet: Borgere tilbageholdt cykeltyv på banegård

Et par vågne fynboer så en mand klippe cykellåse over ved Odense Banegård Center. De tilbageholdt manden, indtil politiet ankom.

En 37-årig mand fra Rumænien skal tirsdag fremstilles ved grundlovsforhør, efter han tidligere på dagen blev anholdt for cykeltyveri ved Odense Banegård Center.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

At han overhovedet blev anholdt, kan Fyns Politi takke et par vågne borgere for. De så nemlig den 37-årige mand være i færd med at klippe cykellåse over med en boltsaks.

Fyns Politi skriver på det sociale medie Twitter, at de årvågne borgere greb ind og tilbageholdt den 37-årige rumænske mand, indtil politiet ankom til Odense Banegård Center, hvor de så efterfølgende kunne anholde cykeltyven.

Ifølge politiet er manden tidligere straffet for samme forbrydelse, og derfor er han tidligere blevet udvist af Danmark med indrejseforbud i seks år.

På den baggrund skal den 37-årige rumænske cykeltyv senere på tirsdagen fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Odense, skriver politiet.

- Godt gået af borgerne, skriver Fyns Politi på Twitter efterfulgt af en high five-emoji.

Oversigt

    Oversigt