Rosengårdcentrets chef efter skyderi i Field's: - Det skal være så normalt som muligt

Dagen er fyldt med møde med fokus på sikkerhed for chefen for Fyns største indkøbscenter, der samtidig vil sørge for, at det føles så normalt som muligt at være kunde i centeret mandag.

I Rosengårdcentret er det mandag tid til at tænke på sikkerheden efter angrebet søndag aften i Field's. 

En 17-årig kvinde, en 17-årig mand og en 47-årig mand blev dræbt, mens fire personer er alvorligt såret af skud. 

Casper Bach Andersen, chef for Rosengårdcentret, fortæller, at man mandag har ekstra fokus på sikkerheden i centret.

- Vi er opmærksomme på sikkerheden hver dag. Og i dag er vi i tæt dialog med Fyns Politi. Vi holder et møde med vores vagtselskab og snakker om, hvad vi skal være ekstra opmærksomme på, forklarer han.

Han peger på, at evakuering er deres vigtigste redskab i situationer som den i Field's i går.

- Vi holder jævnligt øvelser. Vi havde også for nyligt en hændelse, hvor vi hurtigt fik evakueret centeret – det viste sig at være en sprinkler, der var gået et sted, fortæller Casper Bach Andersen.

Han regner også med at have fuld opbakning til at skabe tryghed for kunderne fra Fyns Politi.

- Mon ikke politiet kommer til at patruljere lidt ekstra herude i dag. Der er jo både Ikea og Bilka og så os, siger chefen for Fyns største indkøbscenter.

Fyns Politi er ekstra opmærksomme

Den ekstra opmærksomhed bekræfter politiinspektør Christian Rasmussen:

- I Fyns Politi har vi fokus på sikkerheden og trygheden for borgerne i politikredsen. Derfor er vi i lyset af den dybt tragiske hændelse i Fields i København ekstra opmærksomme på aktuelle arrangementer samt steder, hvor mange mennesker forsamles – herunder selvfølgelig indkøbscentrene i politikredsen. I det omfang vi blive anmodet om det, så understøtter vi den igangværende indsats i Københavns Politi, skriver han til TV 2 Fyn.

Skyderi i Rosengårdcentret

I december 2008 var der et skyderi i Rosengårdcentret, hvor en ung dansk-palæstinensisk skød og ramte to israelere

Casper Bach Andersen blev først chef for centeret i 2018, og han kender ikke til episoden og til de konsekvenserne det angreb havde for centret og deres sikkerhed den gang.

Gerningsmanden fik ti års fængsel for drabsforsøg.

Folk, som har befundet sig i Fields, kan kontakte 1813, hvis man har brug for krisehjælp. Røde Kors Hjælpelinje er også åben for dem, der måtte have brug for krisehjælp på telefon 3529 9660

Oversigt

    Oversigt