Røver tog mobiltelefon fra yngre kvinde og truede vidner på livet

En 41-årig mand fulgte efter 21-årig kvinde tidligt lørdag morgen. Det udviklede sig til røveri og trusler med kniv.

Tingene udviklede sig måske ikke helt, som en 41-årig mand havde forestillet sig tidligt lørdag morgen. Manden fulgte efter en 21-årig kvinde og tog hendes studenterhue - det udviklede sig til trusler på livet.

- Det er ukvalificeret og ikke særlig genialt. Og ikke specielt gennemtænkt.

Det siger vagtchef ved Fyns Politi, Kenneth Taanquist om episoden, som fandt sted ved femtiden på Kochsgade i Odense bymidte.

Den 41-årige fulgte efter kvinden fra banegårdscentret. Hun var på vej hjem efter en festlig nat i byen, og på Kochsgade stjal han hendes studenterhue. Kvinden ville derefter ringe efter hjælp, men så begik manden røveri ved at skubbe til hende og stjæle hendes mobiltelefon.

En yngre mand kom kvinden til hjælp, og bad den 41-årige om at udlevere studenterhue og mobiltelefon, men blev i stedet truet med en foldekniv.

- Og så er vi ovre i straffelovens paragraf 123, som handler om trusler mod vidner, siger Kenneth Taanquist til TV 2/Fyn.

En patruljevogn fandt efterfølgende manden og tog ham med på politigården. Efter afhøring skal politiets jurister vurdere om manden skal løslades eller fremstilles i grundlovsforhør.

Oversigt

    Oversigt