Rullende sommerkøkken: 5-årige Freja laver lyserøde prinsessefrikadeller

Kok og ejer af Sortebro Kro, John Kofod, gav i denne uge tips og tricks til klimavenlig sommermad i Kongens Have.

Både de erfarne og de alleryngste kunne i denne uge blive klogere på bæredygtig madlavning, da det såkaldte rullende sommerkøkken holdt åbent i Kongens Have i Odense. 

- Jeg lavede prinsessefrikadeller, der var lyserøde. Det var rødbeden, der gjorde dem lyserøde, siger 5-årige Freja Haugen om gårsdagens præstation. 

I dag har hun sammen med en af kokkene fra sommerkøkkenet lavet sin egen mayonnaise. 

- Og majskolber og nogle chips, og jeg har lavet en salat, siger hun inden hun vender tilbage til gryderne. 

Bæredygtigt fokus

Sommerkøkkener bliver afholdt i Odense, København, Aarhus og Aalborg og er en del af regeringens sommerpakke. Både onsdag og fredag var kok og ejer af Sortebro Kro, John Kofod, forbi for at give gode madråd. 

Og det helt store fokus er, hvordan man kan lave mere bæredygtig mad. 

- Vi har givet folk noget inspiration til, hvordan man laver bæredygtigt og grønt og lækkert og billigt hverdagsmad ud af grøntsager, som er i sæson lige nu, siger John Kofod. 


Omkring 200 personer har hver dag været forbi køkkenet. 

- Der er folk, der kommer tilbage for tredje dag, siger han. 

- Folk finder ud af, at det er meget, meget simpelt og lækkert at bruge, hvad man har hjemme i grøntsagshaven eller får inspiration til, når man går i grøntsagsafdelingen i supermarkedet eller bare kører ud til en gård. 

Aha-oplevelser

Judith Kyst er direktør i den selvejende institution Madkulturen, som arrangerer sommerkøkkenerne. 

Hun er glad for modtagelsen, som det rullende sommerkøkken har fået. 

- Frem for alt, så håber jeg, at folk går herfra med en aha-oplevelse. Det er også det, jeg hører, når jeg snakker med folk, at de siger "Gud, det kræver ikke mere at få skabt en god mayo med smag" eller "nårh, vi kan også lave en god rabarberchutney, hvis vi smager til med noget løg og nogle krydderurter", så jeg håber folk går herfra med noget nyt, siger hun. 


Oversigt

    Oversigt